SAS-bøden får politisk efterspil

Lyt til artiklen

Politiken tirsdag: Trafikminister Jacob Buksti (S) slipper ikke for at svare på en række nærgående spørgsmål fra medlemmer af Folketingets Trafikudvalg, når han om en uge kommer hjem fra ferie. I går meldte et af udvalgets medlemmer , Vibeke Peschardt (R), sig i rækken af politikere, der vil have ministeren til at afgive forklaring. Vibeke Peschardt vil have en redegørelse for, hvordan de ulovligheder, der i sidste uge indbragte SAS en bøde fra EU på 291 mio. kr. og Maersk Air en på 97 millioner, kunne finde sted, når staten som aktionær har repræsentanter siddende i SAS' bestyrelse. Også politikere fra både venstre og højre i Folketinget lufter forargelse. »Det er en katastrofe, at SAS har kunnet indgå ulovlige aftaler«, siger den tidligere trafikminister Kaj Ikast (K), og Margrete Auken (SF) mener ikke, at staten som aktionær i SAS kan lade en så alvorlig sag passere uden at reagere. Mur af tavshed Politiken har i de senere dage forsøgt at få kommentarer fra de danske medlemmer af SAS-bestyrelserne i Danmark og på skandinavisk plan. Vi er blevet mødt med en mur af tavshed. Det offentliges repræsentant i den øverste SAS-bestyrelse tidligere departementschef i Finansministeriet og kommende DONG-direktør Anders Eldrup ønsker ikke at udtale sig. Hans suppleant, tidligere minister Bjørn Westh, der i Jyllands-Posten i lørdags krævede en tilbundsgående undersøgelse, har det ikke siden været muligt at få kontakt til. Det andet danske medlem af SAS-bestyrelsen direktør Erik Sørensen, firmaet Chr. Hansen, henviser til, at sagen kommer op igen på bestyrelsesmødet 8. august i Stockholm og vil ikke sige noget nu. Det fremgår af de papirer, der ligger til grund for EUs store bødeforlæg til SAS og Maersk Air, at SAS' øverste ledelse ikke kendte til den ulovlige aftale. Vi forsøgte i går at få at vide, hvem der så kendte til den. Det gav følgende svar: Informationschef Troels Rasmussen, SAS Danmark: »Det ved jeg ikke«. SAS' informationsdirektør og medlem af ledelsen Henry Stenson: »Det er ikke sådan lige til at sige, og jeg har været på ferie så prøv at spørge SAS' mand i Bruxelles Hans Ollongren«. Hans Ollongren: »Det er ikke så nemt at sige, at lige præcis ham og ham vidste det. Det vigtigste er, at det ikke kan gentage sig«. Ny procedure I koncernledelsen er der lavet en ny organisation, som betyder, at luftfartsselskabets chefjurist altid vil få kendskab til de aftaler, der måtte blive indgået, og han har direkte reference til koncerndirektør Jørgen Lindegaard. Det skulle ifølge Hans Ollongren betyde, at en sag som denne, som han finder »særdeles pinlig og skadelig for selskabets omdømme«, ikke kan ske igen. Men det har jo altid været muligt for medarbejdere i SAS at rapportere til deres overordnede, når de indgik ulovlige aftaler. Hvordan kan en ledelse sikre sig, at den får alt at vide i fremtiden? »Det er den slags spørgsmål, journalister elsker at stille«, svarer Hans Ollongren.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her