Fødevareminister Ritt Bjerregaard (S) overvejer at privatisere det røde Ø-mærke, der viser, at fødevarer er økologiske. Der er ikke tale om privatisering i traditionel forstand, men et ønske om at frigøre Ø-mæket fra EU's regler, så det bliver muligt for eksempel at tilpasse kravene til Ø-mærket til danske forhold, forklarer direktør Paul Holmbeck fra Økologiens Hus. »De danske regler er så tæt knyttet til EU, at vi ikke kan skærpe de danske krav. Det kan for eksempel gå ud over hønsene, når EU kræver store åbninger i hønsehusene. Det fungerer fint i Italien, men giver træk i danske hønsehuse. Et andet eksempel er EU's ønske om at tillade 35 tilsætningsstoffer i økologiske fødevarer, bl.a. nitrit i kød. Det er vi imod«, siger Paul Holmbeck. Han sidder med i et udvalg, som Ritt Bjerregaard har nedsat til at analysere de fire modeller. Udvalget ventes at være klar med en rapport sidst i september. Økologiens Hus har ikke lagt sig fast på en bestemt model, men stiller tre krav, som skal opfyldes: Ø-mærket skal bevare sin høje troværdighed, reglerne skal kunne bruges til at udvikle og forbedre miljøet, dyrevelfærden og varernes sundhed. Endelig skal producenter og forbrugere have indflydelse på reglernes udformning.
Det røde Ø-mærke overvejes privatiseret
Lyt til artiklen