Dom i Vindmølle-sag om tre uger

Foto: Claus Bonnerup
Foto: Claus Bonnerup
Lyt til artiklen

En 42-årig mand, NN, som er tiltalt for at have tjent 900.000 kroner på insiderhandel med Vestas-aktier, må svede endnu tre uger i sommervarmen, inden retten i Hjørring afgør, om han skal i fængsel, sådan som anklagemyndigheden kræver. Anklage myndigheden mener, at NN havde kendskab til en storordre, som ville tilfalde Vestas, og det udnyttede direktøren til at tjene penge til husholdningen. Direktøren afviser selv kategorisk, at han har drevet ulovlig insiderhandel, men anklageren, statsadvokatfuldmægtig Katja Mattholm fra Bagmandspolitiet, vil have ham idømt en ubetinget fængselsstraf på 3-6 måneder. Sagen udspringer af, at NN, der ifølge en retskendelse hverken må omtales med navn eller firma, i januar sidste år indgik en aftale med et datterselskab af den børsnoterede vindmølleproducent Vestas om køb af 56 vindmøller til en værdi af 240 mio. kr. Kontrakten havde været undervejs siden efteråret 1999, men den blev formelt underskrevet 18. januar 2000, og nogle dage senere, 26. januar, orienterede Vestas Fondsbørsen om aftalen. Kursgevinst Da retssagen begyndte i Hjørring, oplyste anklager Katja Mattholm, at NN tjente op imod en mio. kr. i kursgevinst ved at købe og sælge i alt 2603 Vestas-aktier i perioden 12.-20. januar 2000. Katja Mattholm nedlagde påstand om en ubetinget fængselsstraf til NN, fordi han gennemførte de pågældende handeler, »selv om han var klar over, at der inden for kort tid ville blive underskrevet en aftale mellem hans eget selskab og Vestas Scandinavian Wind Technlogy A/S (Vestas SWT) om køb af de 56 møller« - »og selv om han vidste, at aftalen måtte antages at få betydning for kursdannelsen«. Aktier for millioner NN forklarede selv i går, at han enten personligt eller via et af sine selskaber løbende investerer i 15-20 forskellige aktier for pæne millionbeløb. På spørgsmålet om, hvorfor han i den pågældende periode investerede så massivt i Vestas, svarede han: »Det var der ingen specifik årsag til, bortset fra at aktien var steget gennem nogen tid. Jeg går hyppigt ind og ud af markedet, og vælger aktier, som jeg mener, jeg har kendskab til«, sagde NN. NN afviste kategorisk, at Vestas havde bedt ham om at holde indholdet af kontrakten fortroligt, men den forklaring blev i stor stil skudt ned af direktør Karl Gustav Nielsen fra Vestas SWT. Mens NN afviste, at han på et møde med Vestas 18. januar havde fået nogen form for'mundkurv på, oplyste Vestas-direktøren, at han havde anmodet NN om fuld fortrolighed. »Jeg fortalte NN, at en aftale af den størrelse skulle meddeles til Fondsbørsen, og jeg bad ham om at behandle sagen fortroligt. Det havde NN fuld forståelse for«, sagde Karl Gustav Nielsen. Insiderlovgivningen opererer i princippet med en strafferamme op til fire års fængsel, men domstolene har efterhånden lagt sig fast på en retspraksis, der siger 3-6 måneders ubetinget fængsel - og det er da også en straf i det interval, anklageren går efter.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her