Kræver tilsyn med rustbunker

Lyt til artiklen

Politiken onsdag: Den alvorlige eksplosionsulykke på Gormfeltet for tre uger siden får nu Dansk Elforbund til at kræve en styrkelse af tilsynet med olie- og gasfelterne i Nordsøen. Fagforeningen betegner det som problematisk, at tilsynet med sikkerheden til søs ligger hos Energistyrelsen, og anklager indirekte Energistyrelsen for ikke at gøre arbejdet godt nok. »Man skal aldrig sætte ræven til at passe på hønsene«, siger kredssekretær Peter Thomsen fra Dansk Elforbund og henviser dermed til, at Energistyrelsen også har en interesse i at sikre, at der pumpes olie og gas - og dermed penge - i land. Dansk Elforbund foreslår, at tilsynet i stedet overflyttes til Arbejdstilsynet, der normalt er tilsynsmyndighed på arbejdspladser på landjorden. Rettens vej Kritikken fra Dansk Elforbund i Esbjerg kommer i forlængelse af, at et af forbundets medlemmer, den 29-årige elektriker Michael Fuglsang fra Børkop, kom til skade under gaseksplosionen på Gormfeltet. Som omtalt i Politiken i går vil Michael Fuglsang gå rettens vej for at få erstatning fra A.P. Møller- selskabet Mærsk Olie og Gas, der er operatør på DUCs 14 olie- og gasfelter ude i Nordsøen. Ifølge Michael Fuglsang er Gormfeltet nærmest at sammenligne med en 'rustbunke' og både vedligeholdelsen og sikkerheden er under al kritik. Flere klager Peter Thomsen oplyser, at også en række andre medlemmer har klaget over, at Mærsk sparer på vedligeholdelsen af Gormfeltet - en påstand, som både Mærsk Olie og Gas og Energistyrelsen dog afviser kategorisk. Kontorchef Uffe Danvold fra Energistyrelsen sammenligner således Gormfeltet med et »ældre og lidt slidt skib«. »Gorm er 20 år gammel, men rimeligt velholdt«, siger Uffe Danvold, der samtidig bekræfter, at eksplosionen i gasrøret på Gormfeltet skyldtes tæring. Det er i hvert fald, hvad Force Instituttet peger på i en foreløbig rapport til myndighederne. Problemet er imidlertid, at Force Instituttet ikke kan forklare, hvad der har slidt gasrøret tyndt. Den tørre og varme gas, der kommer op fra undergrunden, er ikke kendt for at skabe korrosion, og årsagen til bruddet er derfor ukendt. Force Instituttet og det britiske Capcisinstitut forsøger nu at løse mysteriet. Også politiet i Esbjerg har været inddraget i efterforskningen og har netop sendt en rapport til Energistyrelsen. I øjeblikket bliver alle tilsvarende rør på DUCs felter målt igennem med ultralyd for at lede efter tilsvarende svagheder. Energistyrelsen har også varslet de øvrige operatører i den danske del af Nordsøen om, at de måske kan have et tilsvarende problem med korrosion i materiellet. Milliardtab Mens undersøgelserne fortsætter, går Dansk Undergrunds Consortium hver eneste dag glip af store indtægter. Det vurderes, at DUC i år kommer til at miste indtægter på over en milliard kroner, fordi Gorm og fire andre felter ligger stille hen. »Selve Gorm kommer ikke til at gå i produktion det næste pæne stykke tid«, siger Uffe Danvold, der ikke kan sige, om der kommer til at gå »en, to eller tre måneder«. Forholdsvis sikre Uffe Danvold understreger, at de danske nordsøfelter generelt er »forholdsvis sikre« at arbejde på. Der sker cirka fire ulykker per en million arbejdstimer om året. Det svarer ifølge Uffe Danvold til niveauet på de norske og britiske felter og er 10-12 gange mindre end på arbejdspladser i jern- og metalindustrien på land. Energistyrelsen konkluderer foreløbig, at Mærsk Olie og Gas ikke har lavet betjenings- eller procedurefejl - men årsagen til eksplosionen er altså stadig et mysterium. Mens myndighederne arbejder på højtryk på at finde årsagen til eksplosionen, går den tilskadekomne elektriker Michael Fuglsang netop i disse dage og venter på, om han overhovedet får lov at komme tilbage i sit gamle job. Som omtalt i går er Mærskorganisationen nærmest allergisk over for medarbejdere, der offentligt lufter kritik, og Michael Fuglsang frygter, at hans erstatningssag i værste fald kan udløse en fyreseddel. Afklaring i dag »Jeg nægter at tro på, at det skal koste mig mit arbejde, at jeg har forsøgt at rejse en debat om sikkerheden på Gormfeltet. Det her burde være en diskussion, som også Mærsk har en interesse i at deltage i«, siger Michael Fuglsang, der venter en endelig afklaring på sit ansættelsesforhold i løbet af i dag.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her