FDB ved en milepæl

Lyt til artiklen

Den kommende weekend bliver særdeles vigtig i den 105 år gamle danske brugsforeningsbevægelses historie. FDBs medlemmer tager på en kongres i Aalborg stilling til, om FDBs samlede dagligvarehandel skal overdrages til et dansk-svensk-norsk aktieselskab, hvilket vil betyde et farvel til de 1,4 mio. medlemmers hidtidige store direkte indflydelse på driften af FDBs ca. 900 butikker. FDBs formand, Ebbe Lundgaard, har sammen med resten af FDBs ledelse sat hele sin autoritet ind på at få kongressen til at stemme ja til den planlagte fusion mellem FDB og søster- brugsforeningsbevægelserne i Norge (: Coop Norge) og Sverige (: KF). Den fælles dagligvarekoncern, der er blevet døbt Coop Norden, vil blive den suverænt største dagligvareaktør i Norden med en årsomsætning på 100 mia. kr., 26.000 ansatte og en markedsandel i de tre lande på 29 procent. Norge i tvivl Svenske KF har allerede givet grønt lys for fusionen sidste fredag, og Ebbe Lundgaard krydser fingre for, at Coop Norge og FDB denne weekend følger svenskernes eksempel. Mens det er mere uforudsigeligt, hvad nordmændene stemmer, tror Ebbe Lundgaard på et ja fra FDBs bagland, som oprindeligt var meget skeptisk over for Coop Norden-planerne af frygt for, at medlemsindflydelsen skulle forsvinde. Modviljen er imidlertid overvundet, vurderer Lundgaard, der de seneste mange måneder har rejst landet rundt for at agitere for Coop Norden over for FDBs mange kreds- og butiksbestyrelser, der har valgt de delegerede, som på kongressen stemmer om Coop Nordens skæbne. FDBs formand er overbevist om, at græsrødderne reelt vil beholde deres nuværende store indflydelse, selv om deres formelle indflydelse mindskes. Hvis det kooperative aktieselskab Coop Norden som planlagt bliver en realitet fra 1. januar næste år, skal FDBs græsrødder ikke som hidtil godkende de forretningsmæssige dispositioner. »Den formelle kompetence forsvinder, men den reelle indflydelse består, for både butiksråd og den fællesnordiske generalforsamling skal stadig høres, før der træffes beslutninger, og det vil der naturligvis blive lyttet til«, siger Ebbe Lundgaard. Nye mål Han er overbevist om, at foreningen FDB med sine 1,4 mio. medlemmer i fremtiden kan komme til at spille en endog endnu større rolle end i dag i den forbrugerpolitiske debat, når foreningen ikke længere er smeltet sammen med forretningen FDB: »FDB har som forening haft svært ved at have en skarp forbrugerpolitisk profil, for hver gang vi har ment noget, så har folk sagt, at det siger vi formentlig kun, fordi der er penge i det. Med Coop Norden bliver vi frigjort fra det. Foreningen kan selvfølgelig ikke bestemme så direkte over forretningen FDB længere, men den kan langt mere gå ud og være i dialog med forbrugerne om forbrugerpolitiske emner og ønsker, som så kan formidles til Coop Norden«, siger han. Han erkender, at FDB i lighed med andre foreninger har svært ved at få især de yngre medlemmer til at være aktive, og derfor vil Ebbe Lundgaard gå nye veje i bestræbelserne på at få tag i børnefamilierne og engagere dem omkring deres lokale FDB-butik. »FDBs bestyrelse skal nu have en alvorlig debat med medlemmerne om, hvad vi skal bruge foreningen FDB til og om, hvilken trylleformular vi skal bruge for at engagere de unge familier. Børnefamilier har ikke tid til krævende tillidshverv i en forening, men vil måske gerne stille op til et enkelt arrangement hos deres lokale butik om fødevaresikkerhed, miljø, økologi eller lignende, der optager dem, og det må vi indrette os på«, siger Ebbe Lundgaard. Mere økologi Han bebuder, at FDB også i Coop Norden vil videreføre sin offensiv for økologiske varer, og at der er enighed med de kommende norske og svenske partnere om, at økologien fortsat skal styrkes. I øjeblikket stiger økologiens andel af det samlede varesalg i FDBs butikker med én til to procent om året, og dén stille og rolige udvikling skal fortsætte. De kommende Coop Norden-partnere har også givet hinanden håndslag på, at fusionen ikke må medføre et 100 procent harmoniseret varesortiment fra Kirkenes i nord til Gedser i syd. »Vi har lovet hinanden, at vi skal være langt bedre end i dag til at sikre plads til lokale varer i sortimentet«, siger han. Ebbe Lundgaard ser også Coop Norden som en hjælp og ikke en trussel til de små butikker, der i dag især presses af et højt prisniveau. Én vigtig gevinst ved fusionen er, at FDB, Coop Norge og KF i fællesskab kan opnå langt større rabatter ved at købe ind i fællesskab, så priserne kan holdes nede. Penge til medlemmerne Ebbe Lundgaard og resten af FDBs ledelse ser fusionen som det oplagte svar på, hvordan FDB kan klare sig i den stadig hårdere konkurrence i dagligvarehandlen. FDBs butikker tegner sig for næsten 40 procent af dansk dagligvarehandel men har markant lavere indtjening end den hjemlige ærkerival Dansk Supermarked, der driver kæderne Bilka, Føtex og Netto, og samtidig er FDB under pres fra kapitalstærke internationale dagligvarekæder, der allerede har gjort deres entré i Danmark, og som forventes at komme til at spille en stadig større rolle. Ovenikøbet har FDB som medlemsejet virksomhed valgt at udlodde hovedparten af sine beskedne overskud til medlemmerne i form af dividende og har derfor haft svært ved at mobilisere den nødvendige kapital til større investeringer til eksempelvis modernisering af butikker. Og samtidig gør det omfattende medlemsdemokrati i FDB det vanskeligt for koncernen at træffe hurtige beslutninger, som det forventes af en moderne virksomhed. »Sammenlignet med vores konkurrenter har vi en beslutningsproces, som er kompleks og dermed langsom, og det betyder, at vi i respekt for, at alle skal høres, ikke altid kan reagere så hurtigt, som markedet fordrer, og det er vi nødt til at lave om på, uanset om Coop Norden realiseres eller ikke«, siger Ebbe Lundgaard. Forbeholdet er nødvendigt, for selv hvis FDBs bagland som ventet blåstempler Coop Norden-planerne, vil et eventuelt norsk nej spænde ben for projektet. Hvis blot én af de tre brugsforeningsbevægelser stemmer nej, falder hele konstruktionen til jorden, og så skal FDB starte forfra med at skaffe sig en kapitalstærk strategisk alliancepartner, for sådan en er nødvendig, hvis den gamle danske brugsforeningsbevægelse skal klare sig fremover, fastslår Ebbe Lundgaard.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her