Ørestad styrer mod overskud

I dag huserer gravemaskinerne ved metrostation Vestamager. Men snart er pløjemarken forvandlet til en helt ny bydel, Ørestad Syd. Ørestadsselskabet har solgt grunde til 2.000 nye boliger på marken. - Foto: Morten Langkilde
I dag huserer gravemaskinerne ved metrostation Vestamager. Men snart er pløjemarken forvandlet til en helt ny bydel, Ørestad Syd. Ørestadsselskabet har solgt grunde til 2.000 nye boliger på marken. - Foto: Morten Langkilde
Lyt til artiklen

»Fremtiden er sikker, når du er med til at passe på Danmark«. Sådan står der på en reklameplakat, som Ministeriet for flygtninge, indvandrere og integration har fået hængt op på metrostationen Vestamager. I dag er det en næsten mennesketom station med udsigt til en pløjemark med skurvogne, gule gravemaskiner og lange rækker af flagstænger med blå flag. Københavns nye Klampenborg Der er solgt grunde til 2.000 nye boliger på den grønne mark, der skal forvandles til en helt ny bydel, Ørestad Syd. »Stationen bliver Københavns nye Klampenborg. Byen kommer til at ligge lige på grænsen af fredet natur, hvor du kan løbe eller cykle fantastiske ture«, siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, Ørestadsselskabet. Fra sit kontor på niende sal på Arne Jacobsens Allé, lige ved siden af storcenteret Field's, kan han fra sin grønne Nikon-kikkert se ud til Vestamager. Han er i mere end almindeligt godt humør. For Ørestadsselskabet kan i sit netop færdiggjorte halvårsregnskab præsentere et overskud på en milliard kroner. Det er første gang, selskabet har overskud, så humøret bliver ikke ødelagt af, at årsregnskabet ender med et plus på en halv milliard. Efter år med nedslående tal har Ørestaden sprængt alle forventninger i 2006. Boom i byggegrunde »Ørestadsselskabets økonomi har aldrig været mere solid og robust«, jubler Kramer Mikkelsen, der for to år siden satte sig i selskabets direktørstol efter 15 år som Københavns overborgmester. Baggrunden for den positive udvikling er et voldsomt boom i salget af byggegrunde. Og det er gået stærkt. I årets første seks måneder er der solgt grunde for næsten to milliarder kroner. Salget på bare et halvt år er dobbelt så stort som i hele 2005. »Vi har egentlig solgt mere, end vi ville, men mindre end vi kunne«, siger Kramer. Ikke alene er der solgt flere grunde end planlagt, men prisen er steget under højkonjunkturen. De sidste priser med 6.700 kroner pr. etagemeter er et godt stykke over budgettet. »Vi er højt oppe på en bølge i øjeblikket. Det er umuligt for mig at spå om, hvor længe vi kan holde det nuværende salgsniveau. Vi skal sikre os, at vi hurtigt kommer op på, at der bor mange og arbejder mange. Så bliver der også bedre grundlag for cafeer, småbutikker og gallerier«, siger Kramer. »Metroen går ad helvede til« SF's Europa-parlamentariker Margrete Auken, der også er engageret i Danmarks Naturfredningsforening, forbliver en trofast kritiker. »De smider tre røgbomber i hovedet på os i håb om, at vi ikke kan se, at Ørestadsselskabet kan ende i en økonomisk katastrofe. De låner til driften, de sælger ud af egenkapitalen for at betale af på gælden, og driften er alt for spinkel«, siger hun. Prognoserne for passagerer i den københavnske undergrundsbane er blevet justeret ned flere gange. Også i foråret rejste færre med metroen end forudsagt. »Metroen går ad helvede til økonomisk. Bortset fra salget af grunde har det været et økonomisk mareridt«, siger Margrete Auken. Klemt på renten Ørestadsselskabet er optimistisk og forudser, at gælden på 14 milliarder kroner kan være væk i 2038. Men regnestykket bygger på en realrente på ikke over fire procent. Stiger realrenten blot et procentpoint mere, vil der gå yderligere 21 år, før gælden er væk. Over for Politiken oplyser Kramer, at man for tiden arbejder med en realrente på 2,5 procent, men oliepriserne, inflationen og udviklingen i den internationale økonomi kan ændre forudsætningerne. Seniorøkonom Anders Matzen, Nordea, mener, at Ørestadsselskabets bud på realrenten er realistisk, og at de fire procent endda »lyder lidt høj«. »I de senere år har vi kørt med ekstremt lave renter, og centralbankerne arbejder på at holde inflationen nede«, siger han. Men Finansministeriet forudser, at realrenten vil stige med to procentpoint frem mod 2015, og sker det, vil Ørestadsselskabet komme i knibe. Ender realrenten på 4,5 procent, er gælden først væk i 2045.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her