Ny alkoholprøve for piloter

Lyt til artiklen

Politiken lørdag: I nærmeste fremtid og under alle omstændigheder inden 1. august vil Statens Luftfartsvæsen (SLV) få en henvendelse fra SAS om at indføre udvidede lægetjek på piloterne med henblik på at fange eventuelle alkoholproblemer, før de bliver en fare for flysikkerhed. Prøven vil også kunne afsløre piloters misbrug med andre rusmidler som hash, narkotika m. fl. SLV er på forhånd positiv over for tanken. Flyvechef i SAS Danmark Per V. Schrøder siger, at efter intense drøftelser mellem de tre landes flyvelæger og flyvechefer er der enighed om at søge de nye lægetjek gennemført i hele Skandinavien, men hvis det på grund af tekniske problemer med lovgivningen ikke kan ske samtidig, ser man gerne, at det kommer i gang i Danmark hurtigst muligt. Alle piloter under 40 år går til obligatoriske lægetjek hvert år og alle over 40 år hvert halve år. Det er disse tjek, der skal udvides med undersøgelser for et eventuelt overforbrug af alkohol. Alle midler SLVs luftfartslæge Susanne Panton er med på tanken. »Faktisk har jeg selv foreslået det ved tidligere møder på nordisk plan, og jeg ser gerne indførelsen af prøver, der kan afsløre misbrug af enhver art«, siger hun. »Det er trods alt flyvesikkerheden, vi har med at gøre, og den vil vi bruge alle midler til at beskytte. Jeg vil i denne forbindelse sige, at vi ikke har mistanke om, at danske piloter skulle have specielle problemer i denne henseende«. Også formanden for SAS-piloterne i Dansk Pilotforening Kr. Holm er positiv. »Når bare vi får sikkerhed for, at der ikke begås fejl, er vi med på tanken«, siger han. Analysen af de blodprøver, der nu indføres, er af en sådan karakter, at en pilot ingen muligheder har for at slippe igennem, hvis han/hun er på vej ud i problemer. Der findes mange definitioner på alkoholisme. SLVs definition lyder: »Alkoholisme er en tilstand, hvor en persons alkoholforbrug er af en sådan størrelsesorden, at vedkommendes fysik skades eller vedkommendes personlighed og sociale adfærd ændres (forstyrres), eller hvis alkoholforbrug er en forudsætning for, at personen kan fungere i hverdagen«. SLV kalder det et alkoholproblem, f.eks. hvis en pilot opgiver, at han drikker mere end 25 genstande om ugen, eller hvis han/hun får en spiritusdom, især efter det fyldte 30. år. Smutvej Der er det problem ved en dansk eller en skandinavisk enegang på dette område, at piloter har lov til at gennemgå det obligatoriske lægetjek mange andre steder i Europa. En pilot, der er klar over, at han har et problem, kunne fristes til at gennemgå tjekket uden for Danmark, hvor den udvidede blodprøve endnu ikke er gennemført. »Det er rigtigt, at muligheden findes, men jeg har aldrig hørt om en pilot, der går til lægetjek i udlandet«, siger flyvechef Per Schrøder. »Desuden er det med at komme i gang og håbe på, at det breder sig ned over Europa. Hvis vi skal have alle med fra starten, kommer vi aldrig ud af stedet«. Også Susanne Panton ser gerne, at Danmark går enegang på dette området, hvis det ikke bliver muligt at få andre med fra starten. Hun mener, at de nye lægetjek kan indføres allerede i år.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her