Den benhårde benzinbranche

Lyt til artiklen

Politiken tirsdag: Modløsheden præger Ernst Korff, der er formand for de danske benzinforhandleres brancheorganisation, BFR. »Jeg kan ikke direkte sige, at olieselskaberne modarbejder deres forhandlere, men jeg har afgjort en formodning om det. Vi er mig bekendt den eneste branche, der ikke har oplevet nogen avancestigning siden midten af 80erne«, siger Ernst Korff. Han henviser til, at de private benzinforhandleres avance har ligget stabilt på 34 øre pr. liter benzin for dem, der får mest i fortjeneste, mens der kun er 20 øre til dem, der får mindst. »Selskaberne påstår, at de konkurrerer så hårdt, at der ikke er plads til at give os mere i fortjeneste. Men i de seneste 15 år har det været forbundet med meget store omkostninger at drive en servicestation. Når så selskaberne samtidig favoriserer deres egne tanke i en konkurrencesituation, er det klart, at mange må bukke under«, påpeger Ernst Korff. Forbud mod prisfald Formanden for de danske benzinforhandlere driver selv en Metax-station i Vamdrup 14 km syd for Kolding. Her har han gentagne gange oplevet, at den selskabsejede Metax-station i Kolding er gået med i en priskrig i byen og dermed har kunnet lokke Metax-kunderne med lavere priser. Ved prisfald er det kutyme, at selskaberne finansierer hovedparten af nedsættelsen. Når han selv har ringet ind til selskabets priskoordinator, har han ikke fået lov til også at nedsætte literprisen med den begrundelse, at Metax ikke vil have, at priskrigen skal brede sig til Vamdrup, og at de i øvrigt ikke vil være med til at betale for, at en forhandler fører priskrig på deres bekostning. »Dermed styrer selskaberne jo fuldstændig konkurrencen mellem deres egne salgssteder og de privatejede. Selskabet tager brødet ud af min mund«, siger Korff. Også Gert Larsen, der driver en Hydro Texaco-tank i Nørre Snede i midtjylland, er stærkt utilfreds med sit selskab, som han mener udsulter de private tankpassere. »Vi kan jo ikke bare gå i strejke, for det vil være tomme trusler. Ja. nærmest det modsatte af en trussel, for selskaberne vil jo score vores avance, hvis vi lukker«, påpeger Gert Larsen og tilføjer: »Det er blevet sværere at være benzinforhandler i dag. Jeg pisker af sted hver dag, og jeg regnede ellers med, at jeg skulle slappe lidt af, når jeg blev ældre. En dag kommer man altså til et punkt, hvor man bare ikke kan følge med længere«, siger Gert Larsen, der har været benzinforhandler i 20 år. Hvorvidt stationerne primært er selskabsejede eller privatejede, er ret forskelligt fra selskab til selskab. Således er standerne hos OK og DK-Benzin næsten udelukkende privatdrevne, mens det mindre selskab Jets stationer udelukkende er selskabsejede - ligesom de øvrige store olieselskaber i dag primært ejer stationerne selv. Strategi hos Shell Hos Q8 afviser administrerende direktør Steffen Pedersen, at det er en bevidst strategi selv at eje stationerne. Men Leif Kierkegaard, der er chef for servicestationerne hos Dansk Shell, bekræfter, at det har været et led i en overordnet strategi, at Shell skulle stå som ejer af flere af stationerne. »Det er en rigtig udviking, fordi vi kan gøre det mere effektivt og omkostningsbevidst. Og så er der den fordel, at hvis vi ønsker at have indflydelse på prisen i det led, så er det den eneste måde at gøre det på, at vi selv driver stationerne«, siger Leif Kierkegaard.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her