Døgnbutikker må trække varer af hylderne

Lyt til artiklen

'Vi har alt - undtagen cigaretter, blade og åbent i december'. 7-Eleven på Rådhuspladsen i København kan passende omskrive sit slogan, for butikken har i løbet af året omsat for så mange penge, at den nu kommer i karambolage med lukkeloven. I resten af 2006 tager franchisetager Baskim Emurlahi cigaretterne af hylden. Snart følger aviser og ugeblade, og i løbet af december kan han risikere at måtte gøre det utænkelige for 7-Eleven - låse de ellers evigt bevægelige skydedøre. For høj omsætning Årsagen er, at dagligvarebutikker kun må omsætte for 27,6 millioner årlige kroner, hvis de vil holde åbent i tidsrummet fra lørdag klokken 17.00 til mandag klokken 06.00. Overtræder butikkerne omsætningsbegrænsningen, mister de døgnbevillingen året efter. »Det er første, men bestemt ikke sidste gang, at vi ser det her problem«, mener Baskim Emurlahi. Convenience-butikker, som 7-Eleven, Fakta Quick og Irma City kaldes, er i hastig fremgang. For fem år siden havde 7-Eleven for eksempel 29 butikker. I dag har kæden 56, og inden 2009 vil der være 175 butikker på landsplan, oplyser administrerende direktør Christian Hoff: »Omsætningsbegrænsningen er uhensigtsmæssig i forhold til tendensen, der viser, at danskere i stigende omfang har behov for at handle på skæve tidspunkter. I de fem år, jeg har været her, er omsætningen om natten steget år for år«, siger døgnbutiksdirektøren, der har flere butikker i fare for at overskride de 27,6 mio. kr. i indtjening. Elevatorbutikker Nogle søndagsåbne dagligvarebutikker vælger en anden strategi end at hive de mindst indbringende varer af hylden. De bliver kaldt elevatorbutikker, fordi de det ene år vælger at overskride begrænsningsbeløbet og året efter holder søndagslukket. Dansk Handel & Service har noteret sig stigningen i dagligvarebutikker med fleksible åbningstider. Men erhvervsorganisationen mener, at man skal se lukkelovens omsætningsbegrænsning fra to sider: »På den ene side er det en begrænsning for de store døgnbutikskoncepter. På den anden side er de små købmænd efter den seneste revision af lukkeloven blevet endnu mere udfordret af de store kæder, der vælger at have åbent om søndagen«, siger direktør i Dansk Handel & Service Kim Lindal. Til gavn for de små købmænd Det er lidt over et år siden, at lukkeloven senest blev revideret. De konservatives erhvervsordfører, Per Ørum Jørgensen, forklarer, hvorfor begrænsningen blev opretholdt: »Ude i landdistrikterne har de små købmænd en fordel ved at have søndagsåbent. Hvis vi fjerner omsætningsbegrænsningen, vil de store kæder rykke ind. Det vil betyde, at den charmerende mangfoldighed i detailstrukturen vil forsvinde som i Sverige, og der vil blive længere afstand mellem de store supermarkeder til skade for forbrugeren«, siger Per Ørum Jørgensen. Så sig dog B På Rådhuspladsen har 7-Eleven allerede oplevet kunder, der efter en våd nat blev aggressive over, at nikotinhungeren ikke kunne stilles i døgnkiosken. Blandt andet derfor ønsker franchisetager Baskim Emurlahi at få reglerne ændret. »Politikerne har givet lov til flere åbninger og frigivet alkoholsalget. Det er med til at presse omsætningen opad. De har sagt A, så de må også sige B og forhøje beløbet eller helt fjerne det«, siger Baskim Emurlahi.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her