Regeringens jobplan uambitiøs

Der er kritik af regeringens langsigtede jobplan. Foto: Jens Dresling
Der er kritik af regeringens langsigtede jobplan. Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Politiken torsdag: Regeringen er alt for uambitiøs på danskernes vegne. Dels når det gælder de konkrete bud på at skaffe flere i job de næste ti år. Dels når det gælder om at øge det danske samfunds evne til at skabe økonomisk vækst og velstand til os alle. Kritikken af regeringens langsigtede økonomiske strategi er massiv og den kommer blandt andet fra økonomiske forskere som reaktion på den nye finansredegørelse fra Finansministeriet. Især kniber det for de fleste at se, hvordan regeringen i praksis vil stampe 100.000 nye job - som er regeringsplanens omdrejningspunkt - op af jorden de næste ti år uden nye drastiske reformer på arbejdsmarkedet. Reformer, der denne gang bør målrettes indvandrere, mener lektor Torben Tranæs fra Københavns Universitet. »Der er brug for en stor sammenhængende reform, som løfter indvandrerne ind på arbejdsmarkedet. Indvandrerområdet er det eneste sted, hvor man kan hente et guldæg, og dermed få enderne i regeringens plan til at mødes«, siger Torben Tranæs. Torben Tranæs forestiller sig en bred arbejdsmarkedsreform, som hæver indvandrernes kvalifikationer, sætter hårdt ind over for diskrimination og fordomme, og som også indeholder en stærkere økonomisk tilskyndelse for indvandrere til at arbejde frem for at være på offentlig forsørgelse. Finansministeriet kalkulerer selv med, at der kommer 10.000 flere indvandrere ud på arbejdsmarkedet som følge af regeringens integrationsindsats. Dertil regner regeringen med ekstra 15.000 indvandrere i arbejdsstyrken som følge af de generelle stramninger af bl.a. førtidspensionen og efterlønnen. Flere ældre i arbejde De hidtidige reformer har gjort rigtig meget for at få flere ud på arbejdsmarkedet, mener Finansministeriet. Der er foreløbig dæmmet op for tilgangen til efterløn blandt de 60 og 61 årige. Og ministeriets scenario til 2010 viser endda, at man kan hente 73.000 flere ældre ind i arbejdsstyrken alene som følge af, at færre går på efterløn og førtidspension. Vel at mærke, hvis den aktuelt lavere søgning til disse ordninger også holder sig i fremtiden. Men det kan man slet ikke være sikker på, blandt andet fordi efterlønsreformen kun har virket i to år, mener Torben Tranæs. »Man skal have set reformen virke i fem-seks år, før man er på mere sikker grund. Frygten kan være, at de, der er over 62 år, i stigende grad trækker sig ud af arbejdsmarkedet fremover. Vi ved det ikke i dag«, siger Torben Tranæs. Forhenværende vismand og økonomiprofessor Torben M. Andersen fra Århus Universitet har tidligere skoset regeringen for at være uambitiøs i forhold til at øge Danmarks muligheder for at opnå en højere holdbar økonomisk vækst. Den nye finansredegørelse har ikke ændret på det syn. Især Finansministeriets budskab om, at dansk økonomi fremover kun kan vokse med 1,5 til 2 procent årligt, undrer. »Hvis man læser det bogstaveligt, så har man på arbejdsmarkedet stort set nået grænsen for, hvor langt man kan komme. Derudover ligger der en forventning om, at dansk økonomi ikke er særlig dynamisk på lidt længere sigt. Faktisk halter vi lidt efter de andre«, siger Torben M. Andersen med henvisning til, at stigningerne i produktiviteten er sat lavt i forhold til USA og andre lande i Europa. Finansminister Pia Gjellerup afviser kritikken: »Når det angår væksten, har vi gjort os umage for at sætte vores mål, så de ikke er uambitiøse, men heller ikke falder i kategorien uopnåelige. Det er nu en gang mest inspirerende at arbejde med mål, som man har en mulighed for at realisere«, siger hun.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her