Thorsen-advokat i slem kattepine

Lyt til artiklen

Politiken torsdag: Fire måneder før PFA-sagen om milliardsvindel med falske garantier starter forfra ved Østre Landsret 31. juli, ser en af de involverede advokater ud til at være havnet i en slem kattepine. Når Kurt Thorsen og Rasmus Trads begynder deres kamp for at få omgjort deres byretsdomme på seks og fem års fængsel, vil Thorsens tidligere advokat John Adamsen nemlig for første gang blive tvunget til at vidne under strafansvar. John Adamsen står meget alene med sin egen udgave af centrale forløb i PFA-sagaen, specielt hændelserne på Admiral Hotel 13. januar 1999, og derfor risikerer den unge advokat at få en sag om falsk vidneforklaring på halsen. Det vurderer en af sagens to hovedpersoner, tidligere direktør i PFA Byg Rasmus Trads. Den lille PFA-sag »Hvis John Adamsen i landsretten gentager sin hidtidige forklaring under strafansvar, kan der ikke være nogen tvivl om, at han risikerer at blive dømt for falsk vidneforklaring. Adamsens forklaring er jo helt indlysende pivende falsk, og det har han allerede fået byrettens ord for i sin egen straffesag«, siger Rasmus Trads. Baggrunden for John Adamsens problemer er, at Østre Landsret netop har afgjort, at straffesagen mod ham, den såkaldt 'lille PFA-sag', der vedrører sjusk med en vitterlighedspåtegning, skal for landsretten 30. maj med forventet afslutning 6. juni. Byretten idømte i september sidste år John Adamsen 10 dagbøder á 1.000 kr., fordi han i januar 1999 skrev til vitterlighed på en selvskyldnerkaution, der var beregnet for den norske rigmand Kjell Inge Røkke - uden selv at overvære, at PFA-topchefen André Lublin satte sit navnetræk på dokumentet. Adamsen ankede dommen, og nu starter sagen altså forfra sidst i maj. Alene i verden John Adamsen har det store problem, at han er helt alene i verden med sin forklaring om, hvad der skete 13. januar 1999. Ifølge Adamsens egen forklaring i både den lille og store PFA-sag mødtes han med Rasmus Trads på Hotel Admiral om aftenen 13. januar 1999, men Rasmus Trads har pure afvist, at Adamsen var til stede på hotellet. Rasmus Trads har derimod forklaret, at det var Kurt Thorsen, der kom med dokumenterne, og at Adamsen derfor ikke så nogen placere de underskrifter, han siden bevidnede ægtheden af. I den lille PFA-sag fejede byretten Adamsens egen forklaring af bordet, og valgte i stedet at tro på Rasmus Trads. På grund af hans egen straffesag havde John Adamsen ikke pligt til at tale sandt, da han i februar 2000 vidnede i den store PFA-sag. Men når ankesagen starter efter sommerferien, er der ikke længere nogen vej udenom. Adamsen skal tale sandt og risikerer en dom, hvis han ikke gør det. Strafansvar John Adamsens forsvarer, Håkun Djurhuus, bekræfter, at John Adamsens egen sag vil være afsluttet inden den 'store' PFA-sag starter, og at John Adamsen derfor vil være tvunget til at udtale sig under strafansvar. »For mig at se vil det imidlertid ikke få nogen betydning, for John Adamsen vil selvfølgelig gentage sin hidtidige forklaring«, siger Håkun Djurhuus. PFA-sagens nye anklager, advokat Henrik Steen Andersen, ønsker ikke at kommentere spørgsmålet om advokat Adamsens vidneforklaring, men bemærker dog »at han godt kan se, at der kan opstå et problem for John Adamsen«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her