Politiken tirsdag: Det bliver fremover lidt mere hverdagsagtigt at indlogere sig på et Hilton-hotel. Den britiske hotelkæde, der er leverandør af hotelværelser til de rigeste blandt os, overtager nemlig 154 svenskejede Scandic-hoteller, hvoraf de 18 ligger i Danmark. Scandic-hotellerne er herhjemme kendt som populært overnatningssted for sælgere og handelsrejsende og som konferencehotel. Og med en overnatningspris, der ligger på ca. det halve af Hilton-niveauet i Danmark. Men Hiltons topchef ser købet af Scandic-kæden for i alt 612 millioner pund (ca. 7,3 mia. kr.) som begyndelsen på Hiltons nye strategi. »Vi har tidligere sagt, at vi ønsker, at Hilton skal udvide i Europa. Det her er det første skridt på vejen«, sagde administrerende direktør David Michels fra Hilton til Reuters nyhedsbureau. Og der bliver tale om rigtig mange ekstra hotelgæster at holde styr på, idet Hilton-kæden med et slag går fra 220 til 374 hoteller. I Danmark driver Hilton-kæden i forvejen kun et enkelt femstjernet hotel med 375 værelse i forbindelse med Københavns Lufthavn. Det er Hiltons eneste hotel i Norden. Med købet af Scandic-kæden øges Hiltons kapacitet i Danmark med ca. 2.600 værelser, hvoraf de 950 er fordelt på fire hoteller i København. Dertil kommer planlagte ekstra 487 værelser, når to nye Scandic hoteller - dels et helt nyt hotel i Københavns Sydhavn, dels ombygges HKs gamle hovedsæde i København til hotel - åbner for gæster i løbet af 2002 og 2003. Kapacitet udvides Hiltons satsning på blandt andet de københavnske Scandic-hoteller kommer på et tidspunkt, hvor hotelkapaciteten i København udvides meget. Den amerikanske Marriott-kæde åbner et femstjernet hotel med knap 400 værelser i Københavns Sydhavn til september og den norske Rica-kæde slår sig ned med 300 værelser ved Bella Center i København. Den store interesse for at åbne hoteller i København skyldes dels, at hovedstadsområdet har vist sig at være et stærkt vækstcenter fra midten af 1990erne, dels er der en forventning om, at Øresundsbroen og Ørestaden vil trække endnu mere aktivitet med sig. Aktiehandlere tog blandet mod nyheden. Handlen blev anset for at være fornuftig, men uinspireret. Hilton-aktien faldt med 0,2 procent på børsen i London. Scandics aktier steg derimod med hele 34 procent på børsen i Stockholm, hvilket blot afspejlede købstilbuddet fra Hilton.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Obama kan lukke og slukke som den sidste præsident fra en nogenlunde fælles virkelighed
-
»Krim er i absolut krise«: Ukraine sætter over 100 russiske skibe ud af spillet
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
INTERNATIONAL KOMMENTAR
80 år
Klumme af Anders Jerichow
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Christoffer Gamborg Breitenbauch
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
tema




























