USA chokerer med rentesænkning

Lyt til artiklen

Politiken torsdag: »Puhhaahh, jeg sidder og sunder mig lidt«, lyder det fra cheføkonom Peter Schlaikjer Bruhn i den københavnske filial af den tyske bank LB Kiel. Blot ti minutter tidligere slog den amerikanske centralbank, Federal Reserve, til med en rentesænkning, der hev bukserne af alverdens finansanalytikere, men samtidig sendte aktiekurserne til himmels. Det ydre pres på Den Europæiske Centralbank (ECB) stiger efter USAs rentesænkning. Skulle ECB vælge at følge op med en rentesænkning på torsdag, vil de danske renter givetvis følge med ned. »Det var en meget stor overraskelse«, siger Peter Schlaikjer Bruhn om amerikanernes fjerde rentesænkning i år. Denne gang satte Federal Reserve renten ned med et halvt procentpoint til 4,5 procent, og endda helt uden for bankens normale møderytme. Forventningen var ellers, at en rentesænkning tidligst ville komme i forbindelse med bankens ordinære møde 15. maj. »Men med beslutningen løber Federal Reserve i hælene på erhvervslivet og aktiemarkedet, som de åbenbart ønsker at give en saltvandsindsprøjtning«, siger Peter Schlaikjer Bruhn. Aktier til vejrs Overraskelsen var da også total. Det meget let bevægelige Nasdaqaktieindeks, der indeholder mange af de ellers hårdt ramte IT- selskaber, lå til en stigning på intet mindre end 8 procent i aftes. Det bredere amerikanske S&P 500-indeks lå til en fremgang på lidt under 4 procent. Når fondsbørserne i København og andre steder i Europa åbner i dag, ventes det også at blive med store kursstigninger. Rentefaldet i USA sætter de europæiske centralbankdirektører under pres, men økonom Las Olsen fra Nordea, vurderer, at amerikanerne ikke alene kan rokke Europa. »ECB har pointeret, at de ikke lader sig styre af udviklingen i USA. De skeler først og fremmest til inflationspresset, når de sætter renten, og som det ser ud i øjeblikket, er inflationen i eurolandene højere, end den bør være«, siger Las Olsen. Senest holdt ECB uændret rente efter mødet i styrelsesrådet 11. april, og den beslutning var begrundet med, at inflationstakten for tiden ligger ca. et halvt procentpoint over ECBs mål på maksimalt 2 procent. Usikkerhed Men usikkerheden om ECBs gøren og laden på kort sigt er uden tvivl taget til oven på rentesænkningen i USA. Det skyldes ikke mindst, at et flertal af finansielle analytikere i et par uger har ventet en europæisk rentesænkning. Tilbage i LB Kiel sidder Peter Schlaikjer Bruhn og er lidt foruroliget over amerikanernes rentesænkning. »Det kan godt bekymre mig, at Federal Reserve lemper renten så kraftigt her og nu. Arbejdsløsheden er med 4,3 procent fortsat meget lav, lønstigningerne er ganske pæne, så inflationen er ikke så forfærdelig langt væk. Jeg tror, de kommer til at hæve renterne igen inden for et års tid«, analyserer han sig frem til. I pressemeddelelsen fra Federal Reserve fremgår det, at rentesænkningen skal ses i lyset af de dårlige meldinger fra amerikanske erhvervsliv og mulige negative effekter på private husholdningers forbrug, som følge af at deres formuer i aktier er udhulet kraftigt på det seneste.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her