Niels Fog bliver formand for DA - igen

Lyt til artiklen

Købmand Niels Fog genopstiller som formand for Dansk Arbejdsgiverforening, DA. Fog, der har været formand for DA siden 1995, meddelte ellers i december sidste år, at han ikke ønskede at forsætte på posten, når hans formandsperiode udløb ved generalforsamling den 18. maj i år. Men blot små fire måneder senere har han nu skiftet mening og har accepteret bestyrelsens opfordring til at tage endnu en periode i formandsstolen. »Jeg har ikke været vægelsindet, men jeg må simpelthen konstatere, at mit varsel for at fratræde som formand ikke har været langt nok. Med de kalendere, folk render rundt med i dag, har der ikke været nok tid siden december til at køre en ny formand i stilling. Så jeg var nok lidt for hurtig sidste år«, siger Niels Fog og oplyser, at der - traditionen tro - ikke er modkandidater til formandsposten til generalforsamlingen. Fog har siden 1988 været medlem af DA's forretningsudvalg, og inden han blev formand for DA, var Niels Fog formand for Dansk Handel og Service. Den genopstillede formand havde sidste år besluttet, at tiden var inde til at lægge indsatsen i forretningerne og i privatlivet. »Nu må jeg så omprioritere en smule i mit liv, når jeg har accepteret at tage en periode på to år til som formand. Samtidig er der først overenskomstforhandlinger i 2004 og dermed en hård arbejdsbyrde, men til den tid er jeg trådt tilbage«, siger den genopstillede formand. Niels Fog understreger, at han altid har været - og stadig er - glad for at være formand for DA. Men at han er tilhænger af rotation og udskiftninger. Den 53-årige Niels Fog var formand for Dansk Handel og Service, en af de største medlemsorganisationer i DA, da han i 1995 blev først stedfortrædende formand, siden rigtig formand for Dansk Arbejdsgiverforening. Det var det år, da arbejdsgiverne kom ud af overenskomstforhandlingerne med interne splittelser, hvorpå foreningen måtte sige farvel til både formand Niels Laurits Thygesen og administrerende direktør Poul Erik Pedersen. Efter nogle mindre ændringer af strukturen er det med Niels Fog i spidsen lykkedes at få stridighederne bilagt. Med genopstillingen bliver det i Niels Fogs tid, at man kommer til at samle DAs lokalkredse i 14 regioner. De nye regioner, der vil blive samlet i løbet af 2001, vil de fleste steder komme til at passe til de nuværende amtsgrænser. Regionkredse skal være et stærkere forum for medlemsorganisationernes indflydelse på både arbejdsmarkedspolitik og den lokale erhvervsudvikling, de skal være bagland for arbejdsgiverne i arbejdsmarkedsrådene samt have kontakten til folkeskolerne i regionerne. Købmand Niels Fog er butiksuddannet og desuden cand.merc. Han driver 10 supermarkeder - Fog Fødevarer A/S - i Syd- og Østsjælland, på Møn og på Falster med tilsammen 286 fuldtidsansatte. En af butikkerne ligger i Præstø, hvor Fog kommer fra, og hvor hans far i sin tid drev købmandsforretning.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her