En genoptagelse af den danske milliardeksport af svinekød til Japan kom formentlig ét skridt nærmere mandag, hvor det japanske landbrugsministerium vurderede kvaliteten af de omfattende danske sikkerhedsforanstaltninger mod mund- og klovsyge. På et internt møde i landbrugsministeriet fremlagde deltagerne i den veterinære ekspertgruppe, som i sidste uge var på kontrolinspektion i Danmark, deres anbefalinger, som der derefter skal tages politisk stilling til. Statskonsulent på den danske ambassade i Toyko, Steen Steensen, oplyser, at en foreløbig melding på de veterinære eksperters konklusioner formentlig kan ventes tirsdag. Positive japanere Statskonsulenten er overbevist om, at japanerne vil være positivt stemt over for Danmarks veterinære beredskab mod mund- og klovsyge, men han understreger, at dette ikke nødvendigvis vil resultere i en hurtig ophævelse af det importforbud over for kød fra Danmark. Japan indførte importforbuddet over for alle EU-lande for ti dage siden, efter at mund- og klovsygen havde spredt sig fra England og Frankrig til Holland. Siden er smitten også konstateret i Irland. »Der er også en politisk side i dette, og man lægger meget vægt på, om smitten spreder sig, så man kan ikke umiddelbart sige noget om, hvornår importforbuddet hæves", siger Steen Steensen, der tidligere har udtalt sig mere optimistisk om udsigten til en hurtig ophævelse af importforbuddet. Mistanke i Tyskland manet i jorden En mistanke om at mund- og klovsygen også skulle have bredt sig til Tyskland blev søndag foreløbig manet i jorden. To smågrise på et landbrug i den tyske landsby, Kleve nær den hollandske grænse, kom fredag under mistanke for at fået mund- og klovsyge. De to mistænkte dyr er importeret fra Holland. Men de første testresultater søndag tydede på, at der var tale om falsk alarm. I Storbritannien betyder mund- og klovsygeproblemerne, at den britiske premierminister, Tony Blair, formentlig alligevel ikke udskriver parlamentsvalg til den 3. maj, som det ellers var ventet, men i stedet først en gang i juni. En officiel meddelelse ventes en af de nærmeste dage. Overvejer vaccination Mund- og klovsygeepidemien har medført 891 tilfælde af mund- og klovsyge i Storbritannien inden for de seneste syv uger og har gjort landdistrikterne til et veritabelt lukket område, og det har i forvejen gjort det nødvendigt at udsætte de lokale valg, der også var sat til den 3. maj. Den britiske regering er samtidig på vej med en meddelelse om, hvorvidt man vil gribe til vaccination af dyr i Storbritannien i bestræbelserne på at tøjle mund- og klovsygeepidemien. Et sådant skridt - som EU-Kommissionen har sagt god for - var indtil for nylig helt utænkeligt, og både bønder og regeringen er fortsat modvillige mod at give grønt lys for vaccinationer, som følge af de skadevirkninger det kan have på landbrugsindustrien.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























