Lille selskab solgt i milliardhandel

Lyt til artiklen

Det lille danske IT-selskab Exbit med 62 ansatte er blevet solgt til den amerikanske Vitesse-koncern i en handel, der kan nå en værdi af 1,4 milliarder kroner, baseret på aktiekursen i Vitesse fredag. Exbit, der har hovedkvarter i Herlev, udvikler udstyr, der sætter IT-netværk i stand til at arbejde i meget høje hastigheder, såkaldt 1 og 10 Gigabit. Californiske købere Aftalen indebærer, at Vitesse Semiconductor Corporation fra Californien udsteder ca. 4,4 millioner aktier som betaling for alle Exbit-aktier. Dertil kommer yderligere 2,5 millioner aktier, som er afhængige af, at der opnås visse omsætningsmål i Exbit. Hovedaktionær i Exbit er det børsnoterede selskab I-Data med 47,5 procent af aktiekapitalen. Salget betyder, at I-data får mindst 2,1 millioner aktier i Vitesse til en værdi af 425 mio. kr. samt evt. aktier for yderligere 235 mio. kr, hvis de fastsatte mål nås. I-data har siden december 1999 investeret i alt 22 mio. kr. i Exbit, hvoraf 13 mio. kr. har været lånekapital, som nu tilbagebetales. »I-datas afkast af den investerede kapital har været enestående. Ved Vitesses nuværende aktiekurs er investeringen vokset til en værdi på op til 660 mio. kr. på kun 15 måneder", siger Nick Jensen, adm. direktør i I-data. Aktien faldt Exbit blev stiftet i sommeren 1999 af Ole Christian Andersen, tidligere udviklingschef hos Intel Danmark, der hurtigt har fået samlet et hold af eksperter inden for design af netværkschips med høj hastighed. Ole Andersen har selv 12 procent af aktierne i Exbit, og de tre øvrige stiftere af selskabet har også store aktieposter. Desuden bliver en stor del af medarbejderne i Exbit belønnet, idet de også ejer aktier. Aktiekursen på I-data faldt ganske kraftigt efter handelen. Der har igennem længere tid været spekuleret i værdien af guldægget Exbit, og her har pæne milliardbeløb været nævnt. Aktiemarkedet synes skuffet over salgsprisen på Exbit og de udsigter, det tegner for I-datas tilbageværende aktiviteter.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her