Morgentabloiden B.T. fik blandet modtagelse

Lyt til artiklen

Politiken tirsdag: Trods begyndervanskeligheder og et par medarbejdere, der skulle mindes om avisens nye dagsrytme, var det i går en træt men begejstret chefredaktør, som evaluerede B.T.s debut som morgentabloid. Og på avisen, der nu kommer i to udgaver - dels som morgenavis, dels som formiddagsblad - så man det som en form for anerkendelse, at ærkekonkurrenten, Ekstra Bladet, har taget B.T.s seneste træk alvorligt ved at fremrykke sin egen deadline to timer, så morgentabloiden kun får begrænset tid til at boltre sig alene i kioskernes salgsstativer. Ifølge chefredaktør Kristian Lund har B.T. med sit salgsfremstød allerede fået 6.000 nye abonnenter, selvom det i går var svært at se den store forskel på den morgenavis, der skal kapre læsere fra de etablerede blade på morgenmarkedet og den andenudgave, der fortsat skal kæmpe med Ekstra Bladet om løssalget i kioskerne. Et solidt 9-tal er, hvad medieforsker ved Syddansk Universitet i Odense, Anker Brink Lund, giver avisen, da han har gennemlæst mandagens 1. og 2. udgave af B.T. Modigt eksperiment Anker Brink Lund mener, at bladet har kastet sig ud i et modigt eksperiment på den danske avisscene, men at avisen ikke har udnyttet sine muligheder for at være »først med det nyeste« optimalt. Der er ifølge hans optælling kun pillet ved 12 procent af siderne fra 1. til 2. udgave: Seks nye historier er kommet til, tre er nedprioriteret, mens to er udgået. »Der er ikke særlig stor forskel på de to udgaver, og det kan man undre sig over, når B.T. nu virkelig har mulighed for at få historier fra hele døgnet med. Avisen kan arbejde nogenlunde som man gør på onlineredaktioner, og det mener jeg ikke, den til fulde har gjort med denne første version«, siger Anker Brink Lund. Han mener blandt andet, at det er kritisabelt, at B.T. ikke har udskiftet vejrudsigten. Den ligger placeret på sidste side og er enslydende i begge udgaver. »Alle ved, at vejret skifter hurtigt, og hvis det er af tekniske grunde, at en nyere vejrudsigt ikke er sat i 2. udgaven, kan BT placere den et sted i avisen, hvor det er muligt. Der er ingen mening med at kunne være aktuel, hvis man ikke udnytter det. Jeg tvivler på, at abonnenterne af 1. udgaven, vil gøre sig den ulejlighed at hente 2. udgaven, hvis der på sigt ikke bliver større forskel på de to«, siger han. Trist dag Kristian Lund erkender, at de nye abonnenter i går ikke havde nogen særlig grund til at hive en snip af det kuponhæfte med avissedler, som de automatisk får udleveret med abonnementet på morgenavisen for at indløse en andenudgave i en nærliggende kiosk. »Mandag var måske en lidt trist dag for os at debutere, for det er den dag, der vil ske færrest forandringer med B.T. Det er nærmere på de resterende dage i ugen, at det nye B.T. vil træde i karakter. Tirsdag lancerer vi for eksempel vores nye satsning om privatøkonomi«, siger Kristian Lund, der betegnede de første dage på det forvandlede blad som »hektiske og utrygge«. Medieforsker på Roskilde Universitet, Jørgen Poulsen mener, at B.T.s ambition om at skrive mere folkeligt om seriøse emner er al ære værd. For det har de tre etablerede morgenaviser svært ved. »Men hvordan en seriøs morgentabloid er, har vi endnu til gode at se. For umiddelbart er den eneste forskel på de to udgaver, at en artikel om en slåskamp ved et halbal er erstattet af nogle grise, der er brændt inde«, konstaterer han. Æder sig selv Hos Ekstra Bladet tror man ikke meget på, at B.T.s nye strategi vil lykkes. I stedet mener Ekstra Bladets chefredaktør Hans Engell ifølge Ritzau, at B.T. løber en kæmpe økonomisk risiko, hvor avisen så at sige kommer til at æde sig selv. Risikoen er, ifølge Hans Engell, at B.T. med tiltaget blot får flyttet sit løssalg over i abonnementssalg. Og selv om det umiddelbart giver en vis sikkerhed for det daglige oplag, er det samtidig meget dyrt, fordi abonnenter ikke selv henter avisen, men skal have den leveret til døren, hvilket koster cirka halvdelen af indtjeningen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her