Danske medier i fælles net

Lyt til artiklen

I disse dage sættes en milepæl i den danske medieverden: Det medienet, Ritzaus Bureau og andre leverandører bruger til at sende redaktionelt stof til medierne, udbygges til elektronisk at kunne distribuere annoncer fra reklamebureauer og andre afsendere direkte og samtidig til aviser, ugeblade og ugeaviser. Ritzaus Medienet A/S er et datterselskab af Ritzaus Bureau I/S, som ejes af dagbladene i fællesskab. Medienettet sikrer, at Danmark på det område IT-teknisk er blandt de mest avancerede nationer. På generalforsamlingen i Ritzaus Bureau I/S torsdag sagde formanden, chefredaktør Torben Dalby Larsen, Dagbladet/Frederiksborg Amts Avis: »Vi oplever en eksplosiv udvikling på IT-området. Virksomheder opstår og forsvinder, og der præsenteres en mangfoldighed af løsninger. Flere af disse ender som rene blindgyder. Det er godt, at dagbladene nu har et stærkt, fælles net, som kombinerer avanceret teknik med stabilitet, til gavn for alle«. Stort tilskud Formanden nævnte, at medienettet er bygget med et ekstraordinært stort tilskud fra Dagspressens Finansieringsinstitut. I betænkningen fra Medieudvalget under Statsministeriet i 1996 blev det anbefalet, "at der i nødvendigt omfang fra offentlig side stilles midler til rådighed for opbygning af et kommunikationsnet, som sikrer danske nyhedsmedier lige tekniske muligheder for at modtage fremtidige ydelser fra et landsdækkende, nationalt nyhedsbureau såvel som fra andre udbydere af dansk produceret nyhedsstof". Det er denne anbefaling, som nu er omsat til et regulært medienet. I en tid med voldsom konkurrence i medieverdenen udtrykte formanden glæde over sammenholdet om det fælles nyhedsbureau: »Vi siger tit, at Ritzaus Bureau er en del af mediernes produktionsapparat - og dermed en slags mediernes brugsforening eller andelsmejeri, om man vil. Netop dette, at bureauet lever op til kravet om at udføre opgaver i fællesskab, er hele grundlaget for Ritzaus virke. Her er det af afgørende betydning, at dagbladene fortsat står sammen om deres fælles bureau«. 100.000 telegrammer »Siden stiftelsen af Ritzaus Bureau i 1866 har den primære opgave været at levere nyheder, i starten til aviserne, senere også til de elektroniske medier. Kernen i bureauets virke er nu som før den generelle nyhedstjeneste døgnet rundt, året rundt. Mere end 100.000 telegrammer om året bliver det til, og de fleste af nyhederne skal ud straks. Der er altid mindst én bruger med deadline netop nu: aviser, tv, radio og net«, sagde formanden. Omsætningen i Ritzaus Bureau I/S samt i datterselskaberne Ritzaus Medienet A/S og Ritzaus Medieservice A/S blev i det forløbne år 97,7 millioner kr. Overskuddet før renter blev 1,75 millioner kr. og inclusive finansielle poster 2,5 millioner kr. »Ritzau skal ikke skabe store overskud, men sikre en stabil økonomi. Det er resultatet et udtryk for«, sagde formanden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her