Rekord hos A.P. Møller

Lyt til artiklen

Politiken fredag: Hvis konkurrenterne både tæller lyseblå mærker på kroppen og ser syvtakkede stjerner for øjnene, er der ikke noget at sige til det. A.P. Møller-gruppen præsenterede torsdag et bemærkelsesværdigt rekordregnskab for 2000, hvor de absolutte højdepunkter var en officiel omsætning på 84,3 mia. kr. og et overskud før skat på 8,6 mia. kr. Aktier faldt Selv om A.P. Møller dermed har sat en ny standard i dansk erhvervsliv og blandt de udenlandske konkurrenter, så faldt A.P. Møllers aktier faktisk oven på afleveringen af regnskabet. Både de professionelle børsfolk og private småsparere havde åbenbart sat næsen op efter endnu bedre tal og sørgede i forening for, at APM-aktierne tabte to procent. Skibsreder Jess Søderberg har formentlig tænkt sit, men undlod behændigt at gå i rette med aktiefolket. »Jeg kan ikke tage mig af, hvad analytikerne siger. Vi er tilfredse i ledelsen, og tilbagemeldingen fra bestyrelsen var positiv. Vi tænker langsigtet her i A.P. Møller, og det harmonerer ikke altid med andres ønsker«, siger Jess Søderberg. Dyr olie godt Det er især tårnhøje oliepriser og fyldte skibe, der skæpper i kassen i A.P. Møller-hovedsædet på Esplanaden ved Københavns Havn. Næste år venter kæmpekoncernen nye rekordtal, selv om der også ventes økonomiske problemer forude. Blandt økonomer frygtes det, at verdenshandelen vil blive ramt af faldende vækst i den amerikanske økonomi. Den udsigt skræmmer imidlertid ikke Jess Søderberg. »Vi nærer ikke den store frygt, men det er noget, vi tager med i vore overvejelser. Selv en nedtur i USA kan give os fordele, fordi importen af billigere varer fra Østen så måske vil stige«, siger Jess Søderberg. Berygtet regnskab A.P. Møllers regnskaber er notorisk berygtede for at være sparsomme på tal og for samtidig at være strikket sammen som et kludetæppe af tal. Selve A.P. Møller-gruppen, der kom med tal i går, omfatter indtægterne fra de to børsnoterede selskaber D/S 1912 og D/S Svendborg samt tal fra interessentskaberne 'Tank og Rute' og 'Olie og Gas'. Tallene herfra viser en omsætning på 84,3 mia. kr. og et resultat efter skat på 5,2 mia. kr. Men oven i de tal skal minimum lægges et tilsvarende beløb, som A.P. Møller henter hjem i de associerede selskaber. De omfatter bl.a. medejerskabet af Dansk Supermarked, kendt for Netto, Føtex og Bilka, samt adskillige værfts- og industriaktiviteter i ind- og udland. De associerede selskaber omsatte sidste år for 82 mia. kr. og afleverede et overskud på godt fire mia. kr. Gætværk om samlet omsætning Som om det ikke er nok, må man også ty til egentligt gætværk, hvis man vil danne sig det samlede overblik over forretningen A.P. Møller. Gruppen ejer et stort antal selskaber verden over, hvis regnskaber ikke er offentligt tilgængelige. Det vurderes, at de 'ukendte' selskaber bidrager med en omsætning på yderligere et stort tocifret antal milliarder, og dermed runder A.P. Møllers samlede omsætning de 200 mia. kr.; en ganske pæn sjat penge, der f.eks. svarer til 200.000 huse a en million kroner stykket Den enorme omsætning giver A.P. Møller store muligheder for at investere af egen kraft. Selskabet har hele tiden så mange penge på vej igennem kassen, at hele 85 procent af selskabets investeringer sidste år på næsten 13 milliarder kroner, blev dækket af cash-flowet. Det er også uden sidestykke i dansk erhvervsliv, hvor de fleste virksomheder pænt må bede bankerne spæde til, når der skal købes nyt. Afviser mere åbenhed Som noget helt nyt afleverede A.P. Møller også hidtil hemmeligholdte tal for enkelte af de udenlandske selskaber. Men A.P. Møller-toppen afviser at øge åbenheden yderligere i den enorme koncern. »Flere oplysninger og kvartalsregnskaber vil bare vildlede. Og vi er ikke så dumme, at vi vil give flere oplysninger til konkurrenter, som de kan bruge«, siger Jess Søderberg.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her