Lokalradio afviser at true flysikkerheden

Lyt til artiklen

Lokalradiostationen Mojn i Sønderjylland risikerer at blive idømt en bøde på 25.000 kroner for at have sendt radiosignaler med alt for stor styrke og dermed bragt flyvesikkerheden i fare. Den 6. februar sendte Mojn med en effekt på 2500 W, selvom højest tilladte effekt for lokalradioer er 160 W, oplyser underdirektør Michael Henneberg Pedersen, Telestyrelsen. Tre tilfældet der har forstyrret fly Den ulovlige effekt kan forstyrre signalerne fra instrumentlandingssystemet (ILS), som fly benytter ved landing i usigtbart vejr. Telestyrelsen har konstateret tre tilfælde, hvor radiosignalerne har forstyrret ILSen, men kun de to seneste, som er fra i år, er blevet meldt til politi med krav om bødestraf. Den anden overtrædelse stod Radio Midtjylland for 23. marts, og den resulterede i nogle timers landingsforbud i Karup for visse fly. Ifølge nyhedsmagasinet Ingeniøren var der 13 tilfælde sidste år, men de 12 var forstyrrelse af kommunikationen mellem piloten og flyvelederen på jorden. Skal tages alvorligt Statens Luftfartsvæsen (SLV) betragter sagerne med stor alvor, da de kraftige radiosignaler i yderste konsekvens kan være til fare for flyvesikkerheden. Kommercielle rutefly har dog alle udstyr, der beskytter ILSen mod radioforstyrrelser, men Flyvevåbnets fly og mindre avanceret udstyrede privatfly er ikke så godt udrustet. Ifølge Michael Henneberg Pedersen er det ikke muligt at sætte en begrænsning på lokalradioernes sendere, da effekten er en kombination af sender, antenne og geografiske forhold. SLV og Telestyrelsen sætter på baggrund af de få, men alvorlige overtrædelser af sendestyrken en kampagne i værk over for de 320 lokalradioer for at få dem til at forstå, at reglerne om sendestyrke ikke er lavet for sjov. I øvrigt får radioerne ifølge Michael Henneberg Pedersen ikke meget ud af at skrue op, da signalerne fra to radiostationer så at sige ophæver hinanden der, hvor de mødes. Radio afviser anklager Direktør Steen Sødergreen, Radio Mojn, afviser på det kraftigste, at hans sender har sendt med for stor styrke. »Telestyrelsen målte senderen den 6. februar, og da var der ingen problemer. Jeg har stor respekt for, at tingene skal være i orden og er mit ansvar fuldt bevidst«, siger Steen Sødergreen. Chikane fra Telestyrelsen Han mener, at Telestyrelsen alene er ude på at chikanere ham, fordi han var kritisk over for den frekvensplanlægning, der blev lavet til lokalradioerne. »Planlægningen af lokalradioernes frekvenser skete på den mest perverse måde. Man gav naboradioer frekvenser, der ligger så tæt, at lyttere midt i mellem ikke kan høre nogen af radioerne«, siger Steen Sødergreen. Han nævner bl.a. Aabenraa og Sønderborg, der har fået tildelt hhv. 104,5 og 104,4 Mhz og Faaborg og Svendborg, der har fået hhv. 107,8 og 107,7 Mhz. »Det brokkede jeg mig over, og i de seneste seks år har jeg ligget i krig med Telestyrelsen«, siger Steen Sødergreen. Han tvivler stærkt på, at lokalradioerne kan være årsag til problemer for luftfarten og nævner i den forbindelse, at Danmarks Radio sender med en effekt på 60.000 W og i visse tilfælde helt op til 100.000 W.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her