Demonstration ved Lundbecks generalforsamling

Lyt til artiklen

Politiken onsdag: Først demonstrerede de på Nørrebro. Så mødtes de uden for Novo Nordisks generalforsamling. Og da Lundbecks aktionærer tirsdag mødtes i Valby-Hallen, var de også på plads. Græsrødder og organisationer havde rejst bannerne i protest mod Lundbecks deltagelse i medicinretssagen mod den sydafrikanske regering. »Vi solidariserer os med de fattige lande. Vi er arbejdere«, sagde Niels Juel Bech fra rør- og blikkenslagernes fagforening under en rød fane, der annoncerede, at 'Enighed gør stærk'. Budskabet om, at Lundbeck bør trække sig fra retssagen var det samme, men demonstranterne færre. Omkring 50 mennesker havde samlet sig i en lille klump. Til gengæld havde 625 aktionærer - eller som dirigenten gjorde det op: 930.240.280 kroner - fundet vej til hallen. Sydafrika hovedemnet Og som da Novo Nordisk holdt generalforsamling, var Sydafrika hovedemnet under debatten. Men den lille milliard kroner tog bedre mod de kritiske indlæg om Lundbecks deltagelse i en retssag mod den sydafrikanske regering. Der lød ingen buh-råb, kun sparsomme klapsalver. »Det er vores politik energisk at forsvare vores patentrettigheder. Alle forsøg på at krænke dem vil blive indbragt for en domstol«, fortalte bestyrelsesformand Arne Jensen og konstaterede, at den sydafrikanske retssag ikke handler om adgang til livsvigtige lægemidler, men er et angreb på medicinpatenterne. Adgang til livsvigtig medicin var til gengæld et problem, Lundbeck gerne vil bidrage til at løse, sagde formanden. Først på talerstolen under debatten var ATPs fondsdirektør, Bjarne Graven Larsen. »Der er ingen tvivl om, at situationen i Sydafrika indeholder et dilemma, når man står her som investor«, konstaterede han og forklarede, at han på den ene side så en katastrofal situation i Sydafrika og mange andre fattige lande. På den anden side en medicinalindustri, der har behov for at beskytte sine patenter for at kunne forske og udvikle nye lægemidler. Tillid til bestyrelsen »Vi har tillid til, at bestyrelsen vil løfte dilemmaet på en værdig måde«, sagde Bjarne Graven Larsen. Kritisk var Frank Aaen fra Foreningen af Kritiske Aktionærer. Han satte spørgsmålstegn ved det etiske regnskab. »I tre år har Sydafrika ventet. Vi hører nu, at medicinalindustrien gerne vil hjælpe. Men hvor lang tid skal Sydafrika vente?«, spurgte Frank Aaen. Administrerende direktør Erik Sprunk-Jansen forklarede ikke virksomhedens synspunkter på retssagen. Det gjorde i stedet bestyrelsesformanden, Arne Jensen: Afviser kritik »Vi mener ikke, at vi blokerer for adgangen til livsvigtig medicin. Vi har ikke i sinde at trække os fra retssagen. Vi bidrog gerne til forhandlingerne, men jeg er bange for, at man nemt kan komme til at overvurdere et - i virkeligheden - lille dansk firmas indflydelse«. Frank Aaen konstaterede derefter, at han formentlig havde fået svar på et spørgsmål om, hvordan Lundbeck vil eller netop ikke vil bidrage til forhandlingerne og vendte hovedet mod bestyrelsesformanden og den administrerende direktør: »En ting, Lundbeck kan gøre, er at trække sig ud af retssagen. Det ville give genlyd over hele verden. Tør Lundbeck det?«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her