Bankformand afviser kritik af gyldne håndtryk

Lyt til artiklen

Politiken onsdag: På trods af kritik fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fastholder Danske Banks bestyrelsesformand, at det var helt rimeligt at love gyldne håndtryk til overskydende bestyrelsesmedlemmer efter fusionen med RealDanmark - uden at fortælle aktionærerne om det. Ingen af de fremmødte aktionærer, der tirsdag på Danske Banks generalforsamling endeligt vedtog fusionen med RealDanmark, følte trang til at gå på talerstolen og spørge nærmere til emnet. Debatten om de beløb på op til en million kroner over fire år, som de 'overskydende' bestyrelsesmedlemmer i RealDanmark hemmeligt blev lovet, hvis fusionen gik igennem, har ellers fyldt meget. Især fordi disse bestyrelsesmedlemmer efterfølgende anbefalede aktionærerne at stemme ja til fusionen. Formand forsvarede aftale Danske Banks formand, Poul Svanholm, kunne da heller ikke komme uden om sagen i sin beretning. Han hæftede sig ved, at en simpel sammenlægning af bankens og RealDanmarks bestyrelser ville give »en nærmest monstrøs størrelse«: »Som led i nedtrapningen blev der ud fra en rimelighedsbetragtning truffet aftale om at yde et kompensationsvederlag i en fireårig periode til de bestyrelsesmedlemmer fra RealDanmark, der ikke kunne tilbydes at fortsætte i bestyrelsen for Danske Bank«, sagde Svanholm og tilføjede: »Jeg har svært ved at anse aftalen som usædvanlig eller urimelig - tværtimod«. I det skjulte Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ser dog mere alvorligt end bestyrelsesformanden på det faktum, at aktionærerne intet kendte til de gyldne håndtryk, da de fik anbefalingen om at godkende fusionen. Styrelsens svar på en redegørelse, som Danske Bank selv har sendt, lyder, at fusionsplanen burde have indeholdt oplysninger om de attraktive fratrædelsesordninger. Myndighederne vil imidlertid ikke foretage sig noget, og derfor vil banken heller ikke »bruge mere krudt på denne sag«, som Poul Svanholm udtrykte det. Han understregede dog, at Danske Banks juridiske rådgivere ikke er enige i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens betragtninger og ikke mener at have overtrådt nogen regler. Som han svarede en aktionær, der gerne ville vide, hvad Danske Bank gør for at forbedre bankbranchens flossede omdømme i medierne: »Det virker, som om vi - efter Storebæltsbroen - er blevet genstand for en ganske særlig kritisk behandling i pressen. Det bedste, man kan gøre, er at opføre sig ordentligt og yde en indsats for, at der ikke er grundlag for berettiget kritik«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her