Europa er ikke så godt polstret mod afmatningen i USAs økonomi som hidtil antaget, og danskerne kan godt se frem til en kraftig afmatning i det kommende år. Det mener økonomerne i Det Danske Handelskammer, der mere og mere hælder til, at USA efter al sandsynlighed er på vej mod stagnation og stigende arbejdsløshed. Sker det, vil dansk økonomi ikke vokse med mere end 0,9 pct. i år mod forventet 1,4 pct., og det vil kunne gå ud over beskæftigelsen. Oliepriser og m&k-sygen svækker Der bliver kun lidt at hente på eksporten, der er oppe mod hårde odds: oliepriserne, lavere vækst på de danske eksportmarkeder, en stigende kronekurs og ikke mindst mund- og klovsygen, der i øjeblikket har lukket af for dansk kødeksport til en værdi af 10 mia. kr. »Væksten vil klart ligge under de foregående års, men selv om der bliver tale om en markant nedgang, vil vi ikke se samme krisestemning som efter kartoffelkuren i midtfirserne«, siger cheføkonom i handelskammeret, Jens Brendstrup. Industrien rammes hårdest Det er primært industrien, der rammes af nedgangen og eventuelle fyringer, mens servicesektoren fortsat klarer sig. Den vil sammen med den offentlige sektor stå for væksten i beskæftigelsen, der ventes at blive på 12.000, et tal der dog bliver mindre, hvis USA går i recession. Industrien, der udgør en fjerdedel af den samlede danske økonomi, bliver hårdest ramt. Et rundspørge, som handelskammeret har foretaget blandt sine medlemmer, der primært er små og mellemstore eksportvirksomheder, bekræfter tendensen: De venter lavere omsætning og færre ansatte. Handelskammeret punkterer også opfattelsen blandt økonomer om, at Europa - der er Danmarks største eksport-område - er godt polstret mod nedgangen i USA-økonomien, fordi skattelettelser i de store EU-lande vil holde den indenlandske efterspørgsel i gang. Urovækkende »Det er urovækkende, at vi endnu ikke har set effekten af skattelettelserne i de store EU-lande, og det vil indvirke negativt på dansk eksport«, siger Jens Brendstrup. Samtidig ser cheføkonomen en risiko for, at afmatningen i den globale økonomi psykologisk set breder sig til forbrugerne, der i stedet for at bruge flere penge beholder dem i lommen. Sker det, vil det også ramme virksomhederne, da det er privatforbruget, som i store træk er udset til at overtage rollen som trækdyr i økonomien, både i Danmark og resten af Europa.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Politikens USA-korrespondent: Trump fik ikke Grønland, men han fik lov til at tage en sejrsrunde på de sociale medier
-
Von der Leyen var knap færdig med sin tale, før jungletrommerne gik i danske medier
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Folk var nærmest i chok, da Rihanna pludselig stod på scenen
-
Aftalen er en kæmpe sejr for det grønlandske og danske diplomati
-
Han er simpelthen fejlcastet som Spangs afløser
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
70 år
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce