Tobakskompagni under pres

Lyt til artiklen

Politiken tirsdag: Danmarks to største dagligvarekoncerner, FDB og Dansk Supermarked, lægger nu pres på Skandinavisk Tobakskompagni for at få selskabet til at arbejde for at stoppe børnearbejde på tobaksplantagerne i Afrika. Det sker på baggrund af Politikens afsløringer af, at titusinder af børn arbejder på tobaksplantagerne i Zimbabwe og Malawi. Skandinavisk Tobakskompagni importerer hvert år store mængder tobak fra de to lande, men har intet konkret foretaget sig for at forhindre børnearbejdet. Det strider imod de krav, som FDB stiller til sine leverandører, siger FDBs miljøchef, Mogens Werge. »Vi har etisk politik, hvor vi klart tager afstand fra børnearbejde. Vi går ud fra, at Skandinavisk Tobakskompagni er bekendt med vores politik, og nu vil vi bede om en redegørelse. Vi forventer, at de som leverandører til os lever op til de krav, vi stiller«, siger Mogens Werge. Virksomheder med ansvar Også Dansk Supermarked vil bede om en redegørelse: »Ligesom vi andre arbejder med de her problemer, burde Skandinavisk Tobakskompagni også gøre det. Ude i verden er der producenter, der tager ansvar og bruger penge på at bygge skoler eller plejehjem, og det er klart, at man skal støtte sådan nogle initiativer«, siger informationschef Poul Guldborg. Han afviser, at Skandinavisk Tobakskompagni skal trække sig ud af Malawi og Zimbabwe, da det vil skade økonomien i de to lande. FDB og Dansk Supermarked er enige om, at deres muligheder for at presse Skandinavisk Tobakskompagni er begrænsede, da selskabet sidder på mere end 90 procent af det danske marked. »Men vi vil opfordre dem til at arbejde sammen med deres kolleger i tobaksindustrien om at lave et fælles kodeks, så man kommer børnearbejdet til livs«, siger Poul Guldborg. Redegørelse på vej Skandinavisk Tobakskompagni har blandt andet forsvaret sin manglende indsats mod børnearbejde med, at det er svært at kontrollere ude på de enkelte plantager. Samtidig læner selskabet sig op ad den store tobaksproducent BAT, der også er storaktionær i Skandinavisk Tobakskompagni. Men begge argumenter afvises af FDB. »Det er et argument jeg kan genkende, men det holder ikke. Man må forsøge at lave systemer, så man bedst muligt kan kontrollere, om de etiske standarder overholdes - eller sørge for en uafhængig kontrol«, siger Mogens Werge. Hos Skandinavisk Tobakskompagni siger direktør Claus Bagger, at FDB og Dansk Supermarked vil få en redegørelse om sagen. Den vil blandet andet omtale BATs program, hvor tobakskoncernen løbende sender en stab af kontrollanter i marken ud for at overvåge produktionen: »Vi kobler os op på den stab og vil indgå som en del af det team. Men det er naivt at forestille sig, at børnearbejdet forsvinder, fordi vi og BAT møder op og siger, at de ikke må bruge børnene«. »Vore leverandører skal stille krav til plantagerne og familiebrugene. Og så tjekker vi op på, at der rent faktisk sker noget, blandt andet gennem kontrolbesøg på plantagerne«, siger Claus Bagger. Han mener, det vil kræve en enorm ændring af handelssystemet at få styr på, hvilke plantager tobakken kommer fra. Som det er nu, sorteres den efter kvalitet, ikke plantage. »Det kan ikke nytte noget, at lille House of Prince kommer og vil lave hele auktionssystemet om. Vi vil blive grinet ud«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her