Kræver garanti for sikkerhed i lufthavn

Lyt til artiklen

Transportminister Flemming Hansen (K) og finansminister Thor Pedersen (V) afkræves nu en garanti for, at sikkerheden i Københavns Lufthavn i Kastrup er i top. De to ministre skal love, at Danmark ikke igen havner i situation, hvor sikkerhedstjekket i en dansk lufthavn kritiseres af EU. Stadig vokser utilfredsheden med transportministeren, der tidligere har fået hård kritik for sin håndtering af blandt andet problemerne i DSB. Kravet fra såvel Dansk Folkeparti som Socialdemokraterne og De Radikale kommer efter, at EU-Kommissionen netop har dumpet sikkerheden i Københavns Lufthavn. EU's kritik af sikkerheden i Kastrup betyder, at kommissionen har iværksat den såkaldte artikel 15-procedure. Det betyder, at passagerer fra Københavns Lufthavn i visse situationer risikerer et ekstra sikkerhedstjek, når de ankommer til destinationen. DF: Grotesk Dansk Folkepartis retsordfører, Kim Christensen, finder det helt grotesk, at en så stor international lufthavn med dagligt 80.000 rejsende ikke har formået at leve op til sikkerhedsreglerne. »Jeg vil ikke ud og fyre en minister, men det er da klart, at vi må afkræve ministeren et svar på, hvordan han vil løse det her og sikre, at det ikke bliver et problem i fremtiden. Og det er jo ikke første gang, at der er problemer på den pågældende ministers område. Og nu må vi have en sikkerhed for, at han kan løfte opgaven fremover. Ellers er han nok ved at have opbrugt kvoten«, siger Kim Christensen. Også De Radikales trafikordfører, Martin Lidegaard, er overrasket over den manglende sikkerhed i lufthavnen. »Det er en pinlig historie for Danmark og i særdeleshed for de ansvarlige ministre, at Københavns Lufthavn åbenbart ikke har levet op til de standarder, der er i EU. Jeg forventer, at ministrene har en rigtig god forklaring på, hvorfor det overhovedet er kommet så vidt, og samtidig giver en garanti for, at vi ikke kommer i en lignende situation igen«, siger Martin Lidegaard til Ritzau. Forventer en god forklaring Også det socialdemokratiske medlem af Folketingets Trafikudvalg, Torben Hansen, der for nylig kaldte Flemming Hansen og Thor Pedersen i samråd om de seneste ugers kaos i lufthavnen, forventer en god forklaring til august, når ministrene skal redegøre over for udvalget om forholdene. Informationsmedarbejder Tina Larsen, Statens Luftfartsvæsen (SLV), siger til Ritzau, at EU-kritikken omhandler de samme punkter om blandt andet manglende kropsvisitering, som SLV også har kritiseret Kastrup for. EU har været i Danmark mindst to gange i maj og juni for at undersøge forholdene. SLV fik fredag en rapport fra EU om forholdene i lufthavnen, og næste skridt er, at EU giver de øvrige medlemslande besked på, at de skal iværksætte foranstaltninger i forhold til fly fra Kastrup, oplyser hun. »Statens Lufthavnsvæsen har løbende hen over foråret ført intenst tilsyn med lufthavnen på securityområdet, og nu har EU også været oppe og lave inspektioner. Og har fundet de samme fejl og mangler, som vi fandt i løbet af foråret. De har så bare mulighed for at bruge nogle sanktionsmuligheder, nemlig at udstede en artikel 15 til lufthavnen«, siger Tina Larsen. Måske gennem ekstra tjek Det kan så desværre få den konsekvens for passagererne, at når de rejser fra Københavns Lufthavn til en destination i EU, så skal de - afhængig af infrastrukturen i lufthavnen - måske igennem et ekstra tjek, inden de bliver blandet med andre passagerer, tilføjer hun. »Selv om der er sat systemer i værk, som skal råde bod på, at lufthavnen ikke 100 procent overholder reglerne, så går der noget tid, inden man kan vide sig sikker på, at de initiativer så også virker. Og nu er det så op til EU at aflyse de foranstaltninger, som de nu har bedt de øvrige lufthavne tage i forhold til passagerer fra Københavns Lufthavn«, siger Tina Larsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her