Flere sager om deltid på vej

Lyt til artiklen

Politiken torsdag: Hver fredag eftermiddag og hver lørdag står jurastuderende Anders Rubinstein bag disken i servicecentret i OBS! i Hillerød. Indtil 1. november sidste år fik han en timeløn på rundt regnet 80 kroner i timen plus et tillæg på mellem 18 og 35 kroner i timen, når han arbejder på skæve tidspunkter. Men så nærlæste en ny direktør overenskomsten og fandt en regel om, at fuldtidsstuderende, der arbejder under 15 timer om ugen, kun skal have halvdelen af tillæggene. Fra den ene dag til den anden fik cirka 30 deltidsansatte deres tillæg reduceret med halvtreds procent. I de uger, hvor han arbejder mere end 15 timer, får han imidlertid hele tillæget udbetalt. Unfair regel Anders Rubinstein understreger, at han er glad for sit arbejde hos OBS! Men at holde halvdelen af tillæggene tilbage, bare fordi han arbejder under 15 timer om ugen, er ikke fair, mener han. »Hvis det ikke er diskriminerende, så ved jeg ikke, hvad det er«, siger Anders Rubinstein. Hans harme er relevant, fordi arbejdsminister Ove Hygum (S) har sendt et lovforslag til høring, som Politiken omtalte mandag. Forslaget er udarbejdet på baggrund af et EU-direktiv, som handler om, at deltidsansatte ikke må diskrimineres. Nu er landets største fagforening, HK, ved at tjekke overenskomster for diskriminerende bestemmelser. »Vi er i gang med en kritisk gennemgang af overenskomsterne, og der dukker flere bestemmelser op, som vi mener, er i strid med direktivet. De sager er vi ved at kridte op, for dem vil vi rejse ved faglig voldgift og eventuelt ved EF-domstolen«, siger jurist Lisbeth Nørremark fra HK Handel, som er den del af HK, hvor mange af de ansatte i detailhandelen er medlemmer. Ligesom resten af organisationerne på arbejdsmarkedet forsøgte HK Handel og arbejdsgiverorganisationen Dansk Handel og Service at gennemføre direktivet gennem overenskomster. Og mens det ikke gav anledning til store sværdslag på størstedelen af det private område, forblev de to organisationer uenige om flere punkter. »For eksempel er der en række medarbejdere på deltid, der ikke får pension. Der er også medarbejdere på deltid, der kommer på kursus og bliver undervist i en uge, men som kun får løn for de 20 timer, som de er ansat til. Mens de fuldtidsansatte på samme kursus får fuld løn«, siger Lisbeth Nørremark. Flere sager på vej I Dansk Handel og Service ved administrerende direktør Søren B. Henriksen godt, at HK er på vej med sager. »Med al respekt skal fagbevægelsen sige og gøre det her. Det hører vi ret ofte. Men det er sjældent, vi ser nogle sager. Hvis der kommer sager, må vi jo se på det«, siger han. OBS! er en del af FDB-koncernen og her mener forhandlingsdirektør Hans Havsager ikke, at halve tillæg til ansatte med færre end 15 timer om ugen er forskelsbehandling. »Det kan jeg ikke få øje på. Filosofien er, at når man har unge mennesker under uddannelse, så har man valgt at sige, at de skal have halvt tillæg i forhold til de andre. Men hvis de får for mange timer skal de have normaltillæg«, siger han. FDB ser reglen som vigtig. »Det er jo penge i den. Men man skal huske på, at HK har været med til at indgå de her aftaler. Det er ikke noget, arbejdsgiverne ensidigt har vedtaget. Så HK er lige så medskyldige som os«, siger han. Anders Rubinstein og de deltidsansatte studerende i OBS! i Hillerød har flere gange forsøgt at få HK til at interessere sig for problemet, men uden held. Han har sågar skrevet et læserbrev i bladet Kooperative Butiksassistenters Landsforening under HK. »Jeg er ikke bekendt med, at vi har fået en henvendelse om spørgsmålet, men vi interesserer os meget for deltidsdirektivet, og han er velkommen til at kontakte os«, siger Lisbeth Nørremark. Men Anders Rubinstein gider ikke endnu en gang kontakte HK. »Det er FDB og HKs ansvar at sørge for, at loven og overenskomsten bliver overholdt. Hvorfor skulle jeg ellers betale mit store kontingent til dem. Nu er det deres tur til at handle«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her