Charterbureauer lægges sammen

Lyt til artiklen

Politiken fredag: Det danske charterrejsemarked bliver yderligere koncentreret. Inden for et par uger vil Danmark få endnu en rejsearrangør på størrelse med den hidtil største, Star Tour. Den schweiziske rejsegigant Kuoni, der i Danmark ejer Alletiders Rejser, Apollo, Dane Tours og Kisbye, vil sammenlægge alle sine rejsebureauer i Skandinavien i et selskab med regionale selskaber i de tre lande. I Danmark vil det betyde en rationalisering af driften i de fire nævnte bureauer. Den første er allerede gennemført, idet det er besluttet, at den nuværende chef for Dane Tours Peter Kisbye bliver chef for alle Kuonis aktiviteter i Danmark. Poul Erik Madsen, der hidtil har været chef for det største af de fire bureauer, Alletiders, fratræder. Samme produkter Der er endnu ikke taget stilling til, hvor mange af de fire selskaber der skal bestå med selvstændig ledelse, men det er nærliggende at sammenlægge i hvert fald Alletiders og Apollo. De har fuldstændig de samme typer produkter, nemlig charterrejser. De har nu hhv. 170.000 og 50.000 charterkunder ud af Danmark, og ved en sammenlægning vil de komme op på siden af Star Tour med ca. 220.000 charterrejser. Den endelige beslutning om, hvilke af de fire selskaber der skal bestå, træffes i løbet af et par uger, men det er allerede nu sikkert, at der vil blive tale om afskedigelser blandt de nuværende ca. 270 medarbejdere. »Alt, hvad der kan sammenlægges og rationaliseres, skal gennemføres, for formålet med hele øvelsen er at komme til at tjene nogle penge«, siger Peter Kisbye. »Jeg har endnu ikke noget bud på antallet af afskedigelser, men det vil fortrinsvis ske bag skranken, altså på steder hvor publikum ikke ser eller mærker det. Jeg vil heller ikke lægge mig fast på, hvilken fremtid der venter Dane Tours og Kisbye. Det hele ventes afklaret inden for 14 dage«. Rationaliseringerne har til formål at få fremskaffet et overskud i rejseaktiviteter i Danmark. Alletiders Rejser, som Poul Erik Madsen fik skabt ved en sammenlægning af Simons Charter, Larsen Rejser og Herning Charter, har givet underskud både i 1999 og 2000. »Det er ikke kommet bag på nogen, heller ikke schweizerne«, siger Poul Erik Madsen. Ifølge Peter Kisbye er det målet at få skabt et overskud allerede i indeværende år. Poul Erik Madsen fik tilbudt et job i koncernledelsen i Stockholm, men takkede nej. Han har dog accepteret et tilbud om at sidde i den nye skandinaviske bestyrelse. Den begynder sit arbejde 1. april. Det skandinaviske selskab vil sende ca. 600.000 på charterferie fra de tre lande. Derudover består koncernen af flyselskabet Novair, der har fire charterfly.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her