Frustrerende stilstand i sag om gidsler

Lyt til artiklen

Politiken lørdag: Gidselsagen i Bangladesh står lige så ulideligt stille, som den tropiske luft i junglen, hvor de to danske ingeniører og deres britiske kollega nu holdes fanget på 22. døgn. Ingeniørernes arbejdsgiver, danske Kampsax, og de to landes udenrigsministerier er dybt frustrerede over situationen. Især provokerer det de involverede, at Bangladesh' regering ikke vil benytte sig af de udsendte britiske gidseleksperters hjælp. Eksperterne vil godt have mere direkte kontakt med bortførerne, men regeringen foretrækker selv at prøve at få den 64-årige Nils Hulgaard, den 48-årige Torben Mikkelsen og den 28-årige Tim Selby fri. Danmark og Storbritannien mener ikke, at indsatsen eller informationen om den er tilstrækkelig. Storbritanniens udsending, David Carter, siger til BBC News, at man ikke får et klart billede af, hvor forhandlingerne bevæger sig hen - og om de overhovedet bevæger sig. Religiøs fest Stilstanden har været ekstra udtalt onsdag, torsdag og fredag, fordi muslimerne i Bangladesh har afholdt den store religiøse fest, Eidul Azha. Først i dag vil Bangladesh' særlige minister for området, Chittagong Hill Tract, Kalparanjan Chakma, ifølge fagbladet Ingeniørens internetudgave, komme med en udtalelse til pressen. Det var fredag den 16. februar, at de tre ingeniører blev pågrebet af gidseltagerne på den ramponerede vejstrækning mellem Kagmathari og Rangamati i det sydøstlige Bangladesh. Modstandere af fredsaftale Gidseltagerne, der formodes at være modstandere af en fredsaftale mellem de lokale og regeringen, har forlangt 12 millioner kroner i løsesum. Men både den britiske og den danske regering, samt Kapsax, har afvist at betale nogen løsesum. Dette budskab har imidlertid haft svært ved at trænge ind hos bortførerne, blandt andet på grund af kommunikationsproblemer og forlydender i den lokale presse om det modsatte. Siden 21. februar har der ikke været bekræftede livstegn fra de to danske og det britiske gidsel. Det danske udenrigsministerium vil ikke udtale sig om sagen. Det samme gælder Kampsax' administrerende direktør,Michael Peytz. Begrundelsen er, at situationen i Chittagong er fastlåst, og at man frygter, at udtalelser kan skade gidslernes sag.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her