Depressionsforeningen starter nu en kampagne, der har til formål at få danske virksomheder til at indføre en omsorgspolitik, på samme måde som det er blevet almindeligt at have en alkoholpolitik. Hos Depressionsforeningen, som er en patientforening for personer, der er ramt af en depression, mener man, at mange virksomheder mister mange gode medarbejdere, fordi ledelsen og kollegerne ikke ved, hvordan de skal forholde sig til en medarbejder, der er ramt af en depression. Penge at spare Ifølge sekretariatsleder for Depressionsforeningen, Jette Balslev, kunne det danske erhvervsliv spare rigtig mange penge, hvis de passede bedre på deres medarbejdere med psykiske lidelser. »Ligesom med en blindtarmsbetændelse gælder det om, at en depression bliver behandlet hurtigst muligt. Hvis man forsøger at skjule overfor sine omgivelser, at der er noget galt og forsøger at bilde sig selv ind, at man ikke fejler noget, så risikerer man, at det bliver meget værre. En medarbejder skal trygt kunne gå til sin arbejdsgiver og sige, at jeg er blevet ramt af en depression og skal være sygemeldt i en periode uden at være bange for at blive stemplet som ustabil og få ødelagt sin karriere«, siger Jette Balslev. Psyken bag 30 pct. af al fravær Hun peger på, at statistiske opgørelser viser, at ca. 30 pct. af al sygefravær skyldes psykiske lidelser, og at verdenssundhedsorganisationen WHO skønner, at et samfund som det danske årligt bruger mellem tre og fem mia. kr. på psykiske lidelser. Udgifterne kunne blive meget mindre, hvis ikke uvidenheden og fordommene i forhold til psykiske sygdomme var så massive, mener hun. »Vores holdninger til psykiske lidelser stammer fra dengang, da psykisk syge blev gemt langt væk på lukkede afdelinger eller spærret inde på dårekister. Vi er nødt til at betragte hinanden som mennesker på godt og ondt. Vi kan ikke allesammen have tjek på det hele hele tiden. Nogle mennesker får en depression, men det betyder ikke, at de er mindre troværdige eller værdifulde af den grund. Hvis det var tilladt at tale om det, så kunne vi være med til at helbrede hinanden, i stedet for at gøre det værre«, siger Jette Balslev. Virksomhedsnormer Læge, sexolog og psykoterapeut, Janne Helle, mener, at normerne på virksomhederne i høj grad er årsag til, depressioner i dag er blevet en folkesygdom. »Vi skal hele tiden leve op til et krav om at være super effektive. Vi skal hele tiden præstere noget og have tjek på os selv. Men det er jo en illusion«, siger hun. - Hvis man viser, at man er vred eller ked af det, bliver man betragtet som sårbar, svag og uperfekt, og derfor bruger vi en masse energi på at undertrykke alle de farlige og ubehagelige følelser. Mange depressioner skyldes, at man har vendt vreden ind i sig selv i stedet for at give sig selv lov til at være vred. Vi bruger en masse energi på at opretholde en facade, som ikke svarer til virkeligheden, og det er både usundt og opslidende. Vi bliver syge, når vi ikke tillader os at være de mennesker, vi er, og med de psykiske svingninger vi har, og hele vores samfund bliver meningsløst og sygt, hvis vores følelser er forbudte«, siger Janne Helle. Tilbud om foredrag Depressionsforeningen henvender sig i sin kampagne direkte til virksomhedernes ledelse og tilbyder at komme ud på virksomheden sammen med en speciallæge i psykiatri og holde et foredrag om emnet. Kampagnens budskab er klart: Depression er en sygdom, der kan behandles. Den er lige så reel som en blindtarmsbetændelse. Man kan ikke selv gøre for det, og man skal ikke skamme sig eller forsøge at skjule, at man er deprimeret. »Virksomhederne bruger i forvejen mange penge på lederkurser og efteruddannelse. Vi bilder os ind, at virksomhederne får meget for de 1000 kr., som et foredrag koster. Det vil være en stor gevinst for en virksomhed, hvis den bliver bedre til at opdage, om en medarbejder har symptomer på en depression og bliver bedre til at vise den nødvendige omsorg«, siger Jette Balslev. Jytte Hilden kampagneleder Kulturchef for Det Kongelige Bibliotek, tidligere folketingsmedlem og minister, Jytte Hilden, har sagt ja til at være kampagneleder for Depressionsforeningens kampagne. Jytte Hilden har selv været ramt af depressioner og har valgt at stå frem og fortælle om det i offentligheden. Jytte Hilden vil også deltage i kampagnen som foredragsholder.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
»Løkke har jo det lidt pudsige princip, at han kun vil forhandle med Mette Frederiksen«
-
Dødsstød fra eksperter: »Der er faktisk risiko for et akut kollaps«
-
Putins elitestyrker i Kursk var ekstremt brutale mod Ukraine. Men en enkelt mand sørgede for at ramme dem rigtig hårdt
-
»Jeg er ærligt talt forbløffet«: Lidegaard, Dragsted og Pia Olsen Dyhr reagerer på Løkkes bombe
-
Køen vokser foran Københavns nye mikroskopiske spisested, og det forstår jeg godt. Men priserne? Av, av, av
-
Kongerunde nummer to: Presset stiger på Messerschmidt
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























