Realkreditten gør klar til lån på 3 procent

Lyt til artiklen

Renten skal blot falde med under et kvart procentpoint, før vi ser endnu en gigantisk konverteringsbølge. Bliver det tilfældet, vil vi se massive omlægninger fra 5 procent fast forrentede lån til 3 procent fast forrentede lån, forudser cheføkonom i BRFkredit, Jens Chr. Nielsen. BRFkredit er det eneste realkreditinstitut, som i dag har 30-årige 3 procent lån på hylderne. Når de andre tøver, skyldes det, at kursen endnu er for lav til, at det kan betale sig. Penge at spare Ganske vist er der allerede i dag penge at spare på den månedlige ydelse sammenlignet med et 30-årigt 5 procent fast forrentet lån, men den lave kurs betyder, at det er forbundet med et betragteligt kurstab at optage lånet. BRFkredit har selv beregnet, at kurstabet på et lån på to millioner kroner med de aktuelle kurser løber op i 174.000 kroner. »Vi udsteder dem lige nu til omkring kurs 93,5, men der er kun tale om få udstedelser. Når det er sagt, har man allerede nu en besparelse på 17.600 kroner før skat og 6.384 kroner efter skat på et lån på to millioner kroner, som efterhånden er standarden for belåning af villaer i hovedstaden og Århus-området. Kurstabet betyder dog, at 3 procent lånet lige nu kun er egnet for de låntagere, som ønsker et lavt forrentet lån - og som ikke har interesse i efterfølgende at konvertere op eller ned«, siger Jens Chr. Nielsen. Lille rentefald er nok Falder renten imidlertid med under en kvart procentpoint, vil situationen ændre sig markant, mener Jens Chr. Nielsen. Det betyder, at kursen ryger op i 95, som er tommelfingerreglen for, hvor grænsen ligger, før det kan betale sig. »I så fald har vi endnu en massiv konverteringsbølge, hvor der kan forventes konverteringer for langt over 100 mia. kr. for kunder med 5 procent fast forrentede lån«. Hos konkurrenten Realkredit Danmark har man valgt at se tiden lidt an. »Vi følger situationen ganske nøje. Vi mener, at prisen stadig er lidt for skæv«, siger cheføkonom Sune W. Mortensen. Kurs skal nærme sig 95 Han mener, at kursen vil falde helt ned omkring 90-91, hvis flere andre selskaber begynder at udbyde de 30-årige 3 procent lån. »Og den kurs er ikke interessant. Desuden er der det problem, at man risikerer at blive låst fast i sit lån og altså ikke kan komme af med det igen, hvis låneserien ikke får et tilstrækkeligt stor omfang«. I dag er der udstedt 30-årige 3 procent lån for under beskedne 200 millioner kroner. Sune W. Mortensen mener, at kursen skal nærme sig de 95, før RD er interesseret. »Hvis der fortsat hersker tvivl om det økonomiske opsving, kan det godt være, at renten falder yderligere. Det er ikke det, vi forventer. Men hvis det sker, så er vi klar til at trykke på knappen«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her