En lastbil om natten skaber plads i trafikken om dagen. Sådan lyder tanken bag et nyt udspil fra regeringen om at fjerne storbyernes forbud mod godstrafik og vareindlevering i nattetimerne. I dag forbyder bykommunerne i store træk aflæsning af varer i tæt bebyggede områder mellem 22.00 og 06.00 på grund af støjgener.
Mindre trængsel i dagtimerne
Men transportminister Hans Christian Schmidt (V) vil ændre den praksis.
»Helt grundlæggende kan jeg ikke forstå Københavns, Århus’ og Odenses spærretider for, hvornår gods må komme ind i byerne. Jeg har en meget nem filosofi: En lastbil om natten betyder en lastbil mindre om dagen, og det drejer det hele sig om«, siger Hans Christian Schmidt.
Regeringens argumenter er flere. Godsdistribution i nattetimerne vil minimere problemerne med trængsel og forurening på vejene i dagtimerne, ligesom det vil øge sikkerheden for lastbilernes undersåtter i trafikken.
»Hensynet til miljøet er vigtigt, for jeg skal jo som transportminister forsøge at få reduceret CO2-udslippet. Men det helt afgørende for mig er, at trængslen bliver håndteret, så trafikken bliver bredt mere ud i løbet af døgnet. Der er ingen idé i at klumpe alt sammen på de samme tidspunkter«, siger transportministeren.
Han vil nu indkalde repræsentanter fra de fire største byer for at få dem til at ophæve deres forbud mod at køre varetransporter inden for kommunegrænserne om natten.
Det har transportministeren selv ingen bemyndigelse til.






























