Regeringen og Dansk Folkepartis genopretningsplan har allerede inden sin 1-års fødselsdag fjernet sig så langt fra virkeligheden, at den er dømt ude af flere tidligere vismænd, to tænketanke og Nationalbanken. Nu melder også regeringens bagland i erhvervslivet sig med sin dom. Dele af planen er ganske enkelt »urealistiske«, konkluderer en analyse fra DI – Organisation for erhvervslivet, der offentliggøres i dag. Regeringen håber i alt at kunne finde 24 milliarder kroner frem til 2012 ved at lægge en dæmper på den offentlige vækst.
Men ifølge DI vil der i sidste ende mangle 6,7 milliarder kroner i planen – og det er endda, selv om der spares væsentlig mere end planlagt til næste år.




























