EU: Gør kvinder til bankdirektører

Lyt til artiklen

Det er ikke for sjov, det hedder bankmand.

Det er, fordi man skal være mand for at arbejde i en bank. I hvert fald hvis man vil have en toppost i en af de store banker i Danmark. Direktionen i de seks største banker herhjemme består af 20 personer, og kun en af dem er kvinde. I de svenske storbanker er hver femte direktionsmedlem kvinde, og i Norge er hver fjerde bankdirektør kvinde, viser en optælling, Politiken har foretaget. Den markante ubalance får nu EU’s ligestillingskommissær til at rejse en skarp kritik af bankerne og det, kommissæren kalder for et omfattende talentspild. Hvis ikke de danske banker gør noget ved problemet, er ligestillingskommissær Viviane Reding klar til at tvinge dem med kønskvoter. »Finanssektoren i Danmark halter bagefter. Og sker der fortsat ingen fremskridt, må vi fra EU-kommissionens side tage initiativ til at bryde dødvandet«. Banker erkender problemet Både Danske Bank og Jyske Bank indrømmer, at de ikke har været gode nok til at få kvinder ind i direktionen, men understreger, at de prøver at løse problemet. I Danske Banks mere end 130 år lange historie har der aldrig været et kvindeligt medlem af direktionen, og i dag er alle seks medlemmer af direktionen mænd. I Danske Bank erkender man, at det er et problem: »Det er ikke godt nok, og det fortæller, at vi overser noget talent«, siger HR-chef i Danske Bank Helle Havgaard. Hun mener dog også, at billedet snart vil ændre sig, fordi banken har flere ledelsesprogrammer for kvinder. Og især fordi det for nogle år tilbage lykkedes at ændre bankens kultur. »Tidligere var det sådan, at lige meget hvor dygtige kvinderne var, så kom de ikke ind. I dag handler det mere om, at vi skal have flere kvinder op i ledelseslaget lige under direktionen«, siger HR-chefen. EU-kommissær: Politikerne må træde til
Også ordførende direktør i Jyske Bank Anders Dam erkender, at der før år 2000 var et problem med ligestillingen i Jyske Bank, men nu er det kun et spørgsmål om tid, før der sidder en kvinde i topniveauet hos Jyske Bank. »EU-kommissæren må tale mod bedre vidende, for vi har taget en række initiativer for at få flere kvinder op i de øverste niveauer, men det tager tid. Indtil da synes jeg, kommissæren skal tage den med ro med kønskvoterne«, siger Anders Dam. Intet tyder dog på, at EU-kommissæren har tænkt sig at tage den med ro. Viviane Reding oplyser, at hun i løbet af næste år vil tale ligestilling med det erhvervslivet, og er der ikke fremskridt, vil hun allerede fra 2012 arbejde for, at der bliver indført kønskvoter i bankernes bestyrelser. »Jeg har tidligere været imod kvoter for køn, men får vi ikke fremskridt ad selvreguleringens vej, må vi politikere ændre situationen«, siger Viviane Reding. Den danske ligestillingsminister, Lykke Friis (V), kommer de danske bankmænd til hjælp. Hun mener, de danske banker gør det godt nok på ligestillingsområdet, og Viviane Reding skal derfor ikke forvente et dansk ja til kønskvoter i bankerne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her