En sundhedsfarlig fabrik, som giver arbejderne risiko for lungesygdomme og kræft. Sådan lyder dommen fra Erik Jørs, afdelingslæge ved Klinik for arbejds- og miljømedicin ved Odense Universitetshospital, efter han har set fotos fra dele af A.P. Møller – Mærsks containerfabrik i det sydlige Kina.
Mærsk: På niveau med Danmark
Virksomheden kom i fokus, da Politiken og DR tidligere i januar afslørede barske regler for de 1.900 ansatte og utilfredshed med arbejdsmiljøet.
A.P. Møller – Mærsk har svaret, at arbejdsmiljøet på fabrikken er på niveau med danske standarder, men det er ikke korrekt, vurderer Erik Jørs. Han har studeret fotos og video af produktionen, optaget på mobiltelefoner af arbejderne selv, og vurderer ud fra billederne, at forholdene på fabrikken er sundhedsskadelige.
»Man kan se på flere billeder, at der er røg omkring de arbejdere, der står og svejser. Dermed udsættes de ansatte for sundhedsskadelig svejserøg. I Danmark vil det være påkrævet at fjerne røgen ved kilden, for eksempel gennem såkaldt punktudsugning. Det sker tydeligvis ikke her«, forklarer Erik Jørs.
Flere arbejdere har over for Politiken klaget over forurenet luft og mangelfuld udsugning på fabrikken.
Røg kan give kræft
Den danske direktør på fabrikken, Irving A. Hultengren, er ikke enig i kritikken:
»På det medsendte billede løber procesudsugningen i langsgående kanaler over hele linjen. Det er således en forkert påstand, at der ikke er installeret tilstrækkelig udsugning«, siger Hultengren til Politiken.
Han oplyser, at A.P. Møller – Mærsk har brugt et tocifret millionbeløb på miljø, arbejdsmiljø og sikkerhed siden overtagelsen af fabrikken i 2005.
Erik Jørs fastholder sin kritik: »Man kan se på billederne, at der er svejserøg og støv i åndedrætsområdet, og i lokalet. Den udsugning, der måtte være, er altså ikke god nok«, vurderer han.
Svejserøg kan have ganske alvorlige konsekvenser, forklarer Hasse Mortensen, tilsynschef i Arbejdstilsynet i Storkøbenhavn:
»Røgen indeholder gasser, der kan give akut og kronisk lungesygdom, og der kan udvikles kræftfremkaldende stoffer ved svejsningen, så der er al mulig grund til at tage arbejdsmiljøet alvorligt på det område«, siger Hasse Mortensen.
Ligner gamle dage
Hasse Mortensen vil nødigt dømme fabrikken på vegne af Arbejdstilsynet uden at have besøgt den. Men han er ikke imponeret over det, han ser på billederne:
»Det ligner forhold, som vi så for flere år siden i Danmark. Men jeg vil helst ikke udtale mig om, hvorvidt det er udtryk for en generelt dårlig stand på fabrikken, udelukkende ud fra fotos«, siger han. Politiken har ikke kunnet få lov til at besøge de områder af virksomheden, der er genstand for hårdest kritik. Forklaringen er konkurrencehensyn. Til gengæld giver arbejdernes egne fotos og optagelser et lille indblik i forholdene. Ventilator gør det værre




























