Manglende udbetaling af løn, drikkepenge der bliver inddraget og fyring hvis man ikke finder sig i forholdene. Sådan er arbejdsvilkårene for de unge kvinder på restauranter i det indre København, fortæller en række tidligere og nuværende ansatte på Streckers Café, Baronen & Baronessen og Croissanten i Scala. Alle beværtningerne ejes af Ole Strecker - bedre kendt som halvdelen af Brdr. Strecker - der besidder yderligere en stribe restauranter i blandt andet Nyhavn og Tivoli. Nu får imperiet seks nye sager på halsen fra RestaurationsBranchens Forbund, RBF. Strecker har drevet restauranter i hovedstaden i årtier og er i forvejen kendt hos RBF, der siden 1993 har kørt 15 sager mod ham alene på tjenernes område. En af de nye sager handler om, at medarbejderne ikke får de 13,1 pct. af overskuddet, som de ifølge deres ansættelsesbrev har krav på. To handler om uberettiget fyring, en om sexchikane, en om organisationsforfølgelse og den sidste om at de ansatte skal dække spild og differencer med deres drikkepenge, selv om de ikke selv tæller kassen op. »Vi har en byge af forhold mod Ole Strecker, men kører i første omgang kun de mest graverende. Dybest set handler det om, at hans behandling af personalet er så oldnordisk, at det grænser til det vanvittige«, siger formand for tjenernes fagforening i København Niels Borgstrøm. Ole Strecker selv ønsker ikke at udtale sig, men henviser til sin administrationschef Rie Degn. Hun afviser blankt, at tjenerne ikke får deres berettigede del af overskuddet, og at Ole Strecker skulle have gjort sig skyldig i sexchikane. Hun fastholder, at de to afskedigede medarbejdere skulle fyres, men erkender dog, at den ene aldrig fik en advarsel forinden, som en fyring ellers kræver. »Vedrørende drikkepenge er det sådan, at medarbejderne alene dækker det underskud, der er i deres egen kasse. Det drejer sig i øvrigt om maksimalt 500 kr. i alt per måned. Det er helt almindeligt, at tjenere dækker deres eget underskud«, siger Rie Degn. To af de piger, Politiken har talt med, fortæller, at de direkte er blevet tilbudt penge for at lade sagsanlæggene falde. Den ene en måneds løn, den anden to måneders løn. Også dette afviser Rie Degn. 15 tidligere sager Men det er ikke kun medarbejderne og fagforeningen, der slås med Ole Strecker. Han sætter også grå hår i hovedbunden på den anden side af bordet hos arbejdsgiverforeningen for Hotel-, Restaurant- og Turisterhvervet (Horesta). Horesta har overenskomst - dvs. en aftale der fastsætter løn- og arbejdsvilkår - med RBF på fem af Streckers restauranter, men flere af hans beværtninger er ikke medlem af foreningen. Det strider mod Horestas vedtægter, der kræver, at en restauratør enten melder sig ind med alle sine forretninger eller står helt uden for det gode selskab. Men som en af ganske få er Ole Strecker altså kun tilmeldt med nogle af sine virksomheder, og det giver ham mulighed for at undgå overenskomst eller have overenskomster, som er mere lempelige end resten af branchens. Nu vil formandsskabet i foreningen have strammet op. Vedtægterne er hidtil blevet tolket sådan, at kun ved absolut personsammenfald i ejerkredsen bag en forretning kan foreningen håndhæve sin egen regel, men det skal være slut. »Vores vedtægter er klare, men hans selskabskonstruktioner er så svære at gennemskue, at vi må stramme op på vores fortolkning. Vi skal have ens konkurrencevilkår, og virksomheder der underbetaler, betaler sort osv. kan vi ikke leve med - og vi vil slet ikke acceptere det i vores egen medlemskreds«, siger næstformand i Horesta Allan Carlsen.tanja.parker@pol.dk.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























