De knap titusind unge uden praktikplads skal ikke glæde sig for tidligt over regeringens nye signaler.
I tirsdags lovede regeringen at stille krav om lærepladser ved store anlæg som Femern Bælt-byggeriet og de kommende sygehusbyggerier med såkaldte uddannelsesklausuler. Men når der blot stilles krav til de største byggerier, bliver effekten begrænset. »Vores virksomhedsstruktur er typisk med små- og mellemstore virksomheder og ikke særlig mange store. Gælder kravet ikke for de mellemstore, får man ikke nogen volumen i det«, siger professor Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet.




























