Dagligvarekæden Kvickly har 79 varehuse i Danmark. Heraf har ingen i dag en kvindelig butikschef.
Som en del af Coop-koncernen har Kvickly ellers i tre år været med i Ligestillingsministeriets projekt ’Charter for flere kvinder i ledelse’, hvor over 100 virksomheder har skrevet under på, at de vil sætte klare mål for at få flere kvinder på lederposter og arbejde for at nå dem. Men ligesom Coop har mange andre af virksomhederne svært ved at få omsat underskriften til flere kvindelige chefer i virkelighedens verden. Det viser Politikens indsamling af data fra de 25 private firmaer og offentlige organisationer, der var med til at skyde charterprojektet i gang.






























