Sundhedsattest eller kvalitetsmærke. Kært barn har mange navne. Men fælles for ejendomsmæglerkædernes tillæg til tilstandsrapporten på et hus er, at deres juridiske vægt er stærkt tvivlsom. 'Ren fristil' Papirerne markedsføres, som om de giver huskøberen bedre viden om husets sande tilstand før handlen, og større juridisk rygdækning, hvis der dukker skade op. Men virkeligheden er en anden, vurderer en ekspert. »Retstilstanden omkring dem er usikker, og der kan i værste fald være varm luft eller ren fristil fra den byggesagkyndige. Forbrugeren bliver taget som gidsel i et system, som er umuligt for den enkelte huskøber at gennemskue«, siger advokat Lizette Heising, der har specialiseret sig i juraen omkring tilstandsrapporter og ejerskifteforsikringer og underviser byggesagkyndige og jurister i områdets mange krinkelkroge. Kan ikke hænges op på fejlene Modsat den officielle tilstandsrapport, er sundhedsattesterne ikke beskrevet i lovgivningen. Og hvis der er fejl i dem, kan den byggesagkyndige bag attesten ikke - som ved tilstandsrapporter - blive hængt op på fejlene. Det har ankenævnet for Huseftersyn slået fast i ikke mindre end 26 sager. Dermed er det usikkert, om indholdet i dem bliver godtaget, når forsikringsjuristerne finkæmmer dokumenterne og tager stilling til, om ejerskifteforsikringen skal dække en eventuel skade. Og netop den usikkerhed kan gøre attesterne værdiløse. Findes i 90 procent af hushandlerne Alligevel ligger der en sundhedsattest i langt de fleste hushandler hos de store kæder. EDC anslår, at tallet ligger omkring 90 procent. »Attesterne har ikke nogen juridisk konsekvens. De er designet af mæglerkæderne, og de er forskellige fra kæde til kæde. Godt nok er de udarbejdet af den bygningssagkyndige, der også laver tilstandsrapporten. Men her arbejder han altså for mægleren«, siger Lizette Heising. Også Huseftersynssekretariatet, der administrerer ordningen med tilstandsrapporter, og Forbrugerrådet er skeptiske over for, at sundhedsattesterne bliver blandet sammen med tilstandsrapporterne, og dermed lukrerer på den statsautoriserede tryghed, der ligger i dem. »Som kunde bliver man forvirret. Man kan diskutere, om det er direkte forkert, men det er under alle omstændigheder vildledende. De to ting må ikke blandes sammen«, siger direktør i Huseftersynssekretariatet Bjarne Poulsen. Forskellig praksis Home er en af de ejendomsmæglerkæder, der tilbyder deres kunder sundhedsattester. Kontraktchef hos Home, Stig Bjerg Jensen, ser ikke noget problem i sammenblandingen. »Selv om det er to ting, så betragter vi det som en samlet pakke, der giver forbrugerne en del ekstra oplysninger. Vi har kun lavet dem for at klæde forbrugeren bedre på, end ved en almindelig tilstandsrapport«, siger han. Men forsikringsselskaberne, der vejer sundhedsattesterne på den juridiske guldvægt, når erstatningssagerne opstår, ser anderledes på dem. Topdanmark, der er Homes samarbejdspartner på ejerskifteforsikringer, tager dem eksempelvis ikke med i vurderingen af en skade. »I Topdanmark er tilstandsrapport og sundhedsattest to vidt forskellige ting. Sundhedsattester har intet med forsikring at gøre, det er noget mæglerne har opfundet. Der er ikke noget at komme efter som køber«, siger kontorchef Arne Hansen. Første skridt mod ordnede forhold Omvendt slog Ankenævnet for Forsikring for nylig i en konkret sag fast, at sundhedsattesten skal tælle med i forsikringsselskabets vurdering af en erstatningsudbetaling. Forsikringsselskabet havde ellers afvist at tage den med i vurderingen af en sag og afvist at udbetale erstatning. Ankenævnet omstødte afgørelsen, og husejeren fik de 100.000 kroner, slaget stod om. Med kendelsen er det første skridt i retning af ordnede forhold om sundhedsattesterne taget, vurderer Lizette Heising.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
Trump trækker 5.000 soldater hjem fra Tyskland
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























