Regeringen fremlægger i dag en plan for, hvordan Nordsøaftalen skal gås efter i sømmene for at finde ud af, om staten kan sikre sig en større del af olieselskabernes milliardindtægter. Kommissoriet, som Politiken er i besiddelse af, får allerede hårde ord med på vejen fra både eksperter og støttepartiet Enhedslisten.
Kritikken går på, at det ender som en skinmanøvre, der ikke rokker et komma i den aftale med Shell, Chevron og A.P. Møller – Mærsk, som VK-regeringen, Dansk Folkeparti og de radikale indgik i 2003. Regeringen står ved den eksisterende aftale I kommissoriet indskærper regeringen, at man står ved den eksisterende aftale. Og det bekymrer Enhedslistens energiordfører, Per Clausen. Han mener, at det kan være udtryk for, at regeringen er ved at pålægge sig selv nogle unødige rammer og betingelser. »Det er i værste fald et signal om, at staten har tænkt sig at give olieselskaberne vetoret i forhold til eventuelle stramninger af beskatningen. Det ville være katastrofalt«, siger Per Clausen.




























