ATP-livsforsikring giver 40.000 kr. til efterladte

Lyt til artiklen

Om få måneder vil de fleste danskere, der mister partneren, få et beløb efter den afdøde på 40.000 kroner. Det skyldes, at pensionskassen ATP (Arbejdsmarkedets Tillægspension) som tre millioner lønmodtagere er medlem af, har forenklet de livsforsikringer, som den månedlige ATP-indbetaling på cirka 75 kroner også giver ret til. I gamle dage var forsikringen skruet sådan sammen, at jo længere, man havde indbetalt til ATP før sin død, jo større beløb fik den efterladte. Stor betydning Fra 1. januar 2004 får alle enker og enkemænd - samt børn under 21 år - et fast beløb på 40.000 kroner hver før skat. Bliver man pludselig enke med to faderløse børn, er der altså 120.000 kroner at hente hos ATP. »Det betyder, at især unge familier får gavn af livsforsikringen, selv om de ikke har været medlem af ATP ret længe. Beløbet kan få stor betydning, for ofte tror unge mennesker ikke, at de kan dø, og har derfor ikke tænkt på at tegne livsforsikringer«, siger underdirektør Thor Kleif, ATP. Han tilføjer, at ATP sender pengene på en check et par uger efter dødsfaldet, og at det tit vækker stor lettelse hos den efterladte. De fleste banker lukker nemlig automatisk for adgangen til en fælleskonto, når den ene part er død, og det kan give den anden et særdeles stort behov for kontanter. Der er dog nogle betingelser knyttet til den nye livsforsikring. Man skal have været medlem af ATP i mindst to år efter 1. januar 2002 og have indbetalt i fulde to år. Derfor kan de første beløb tidligst udbetales fra nytår. Ugifte skal registreres Som noget nyt gælder livsforsikringen ikke kun for ægtefæller, men også for ugifte samlevende, der har boet sammen i mindst to år før dødsfaldet. Men det kræver, at man henvender sig til ATP og registrerer sit parforhold. Cirka 300.000 samlevende par vil være omfattet af de nye regler, og foreløbig 58.000 par har udfyldt papirerne. »Det er ikke noget håbløst tal, men vi vil gerne op på, at halvdelen af de 300.000 registrerer sig inden for et par år. Og eftersom udbetalingerne tidligst kan ske fra nytår, kan man altså som samlevende nå det endnu«, opfordrer Thor Kleif. Det udbetalte beløb beskattes med 40 procent, så den reelle udbetaling fra den nye livsforsikring bliver 24.000 kroner.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her