Arbejdsgivere låner ansattes løn

Lyt til artiklen

Tjek din lønseddel en ekstra gang. Sådan lyder opfordringen fra LO’s næstformand, Lizette Risgaard. En ny stor LO-undersøgelse bekræfter fagforeningernes bange anelser: Arbejdsgiverne undlader i betydeligt omfang at udbetale løn, pensionsbidrag og feriepenge til deres egne ansatte. Det skete i mere end halvdelen af de 1.163 sager, som LO fik berammet i det arbejdsretlige system i 2011. »Det her er tyveri – og det i et omfang, som vi simpelthen ikke skal leve med – det er ganske enkelt ikke i orden. Jeg er nødt til at tage en alvorlig snak med Dansk Arbejdsgiverforening (DA), for det kan ikke være rigtigt, at vores medlemmer ikke kan regne med de lønaftaler, vi har indgået. Og vi er ret sikre på, at det her kun er toppen af isbjerget; der er mange sager, der slet ikke opdages«, siger Lizette Risgaard. I Dansk Metal kan faglig sekretær Kasper Palm med speciale i pensionssager bekræfte fænomenet. »Når en arbejdsgiver undlader at indbetale det månedlige pensionsbidrag til en medarbejder, bliver vi kontaktet af pensionsselskabet. Alene sidste år fik vi 200 af den slags henvendelser fra pensionsselskaberne«, siger Kasper Palm. »Vi får ofte den besked, at der mangler penge i kassen, og at arbejdsgiveren så at sige har brugt pensionen som en ekstra kassekredit i en måned eller to«, siger han. DA: Komplicerede overenskomster Det er første gang, LO laver en opgørelse over sager, og resultatet overrasker ikke en arbejdsmarkedsforsker. »Det er et typisk krisefænomen. Vi kendte ikke til den type sager for bare få år siden. I krisetider låner flere og flere arbejdsgivere hos de ansatte som en sidste desperat udvej, fordi de hænger med en vis legemsdel i vandskorpen. De skal måske bruge penge til materialer, benzin til bilerne og så videre for at holde firmaet i gang«, siger professor Henning Jørgensen, Aalborg Universitet. Ifølge ham har størstedelen af arbejdsgivere ordnede forhold. LO’s undersøgelse omfatter de sager, der sidste år blev behandlet på de arbejdsretlige fællesmøder. Det er her, de stridende parter – arbejdsgivere og lønmodtagere – i første omgang selv forsøger at nå til enighed. Lykkes det ikke, er næste station Arbejdsretten.
DA står kun for halvdelen af sagerne
DA bekræfter, at de fleste fællesmøder behandler sager om løn og betalingsforpligtelser, og sådan har det været i flere år. Indholdet i de enkelte sager fortæller statistikken ikke noget om, påpeger DA. »Til gengæld kan vi sige meget præcist, at vi kun deltog i 511 fællesmøder sidste år, så en stor del af de sager, LO henviser til i undersøgelsen, må nødvendigvis omhandle virksomheder, der ikke er organiseret hos os«, siger Povl-Christian Jensen, vicedirektør i DA, og fortsætter: »Det er klart, at en virksomhed kan komme helt derud, hvor den er så presset på økonomien, at den forsinker en pensionsindbetaling. Men samtidig ved vi, at overenskomsterne er blevet mere komplicerede og vanskelige at forstå; det kan også resultere i forkerte udbetalinger«.
Pres ikke en undskyldning
Men det holder ikke, at der er så mange fejludbetalinger, mener LO: »Der er mange virksomheder, der er pressede i disse tider, men det er bare ingen undskyldning. Man skal ikke nuppe lønmodtagernes penge i det skjulte«, siger Lizette Risgaard, der advarer mod blot at lægge lønsedlen direkte ned i skuffen: »Mit råd til lønmodtagerne er, at de i langt højere grad tjekker deres lønsedler, helst hver måned«.

FACEBOOK

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her