Ekspert: Dong får svært ved at finde en ny Eldrup

Anders Eldrup, der stopper i Dong Energy med øjeblikkelig virkning, har en lang karriere i staten bag sig.
Anders Eldrup, der stopper i Dong Energy med øjeblikkelig virkning, har en lang karriere i staten bag sig.
Lyt til artiklen

Det bliver svært at finde en afløser til chefposten i Dong Energy efter Anders Eldrups øjeblikkelige farvel i dag.

Det vurderer Caspar Rose, der forsker i selskabsledelse ved Copenhagen Business School.

På grund af sin fortid som departementschef i Finansministeriet har Anders Eldrup haft helt særlige kvalifikationer til at varetage ledelsen af en statsejet virksomhed, mener han.

»Han har haft stor betydning for Dong Energy. Han har et fantastisk netværk og en politisk forståelse, som er nødvendig for at kunne manøvrere i et politisk miljø, som Dong Energy er en del af«, siger Caspar Rose.

»Han bliver svær at efterfølge, der er ikke mange kandidater med hans kvalifikationer«, siger Caspar Rose om Anders Eldrup, der siden 2001 har stået i spidsen for Dong.

Arkitekt bag Dong
Ledelsesekspert Steen Hildebrandt, der er professor i organisations- og ledelsesteori på Aarhus Universitet, mener også, at Anders Eldrup har haft stor betydning for energiselskabet.

»Han er uden tvivl hovedarkitekten bag det Dong Energy, vi har i dag. Han har lavet en ganske betydelig ledelsesindsats«, siger Steen Hildebrandt.

Caspar Rose har ikke noget bud på, hvem afløseren kan være, men han mener, at det bør være en yngre kandidat for at sikre ro i virksomheden i mindst fem til 10 år frem, hvor selskabet kan stå over for en børsnotering.

LÆS MERE

Dongs topchef stopper med øjeblikkelig virkning

Caspar Rose mener, at det er sjældent, at en topchef forlader roret med øjeblikkelig virkning.

»Det er usædvanligt. Der er ikke mange fortilfælde. Vi har jo ingen ide om motivet bag, men hvis det havde været en børsnoteret virksomhed så havde det været meget negativt for aktiekursen«, siger han.

Tavse om årsag

Dong Energy vil ikke kommentere, hvorfor ledelsen i fællesskab med Anders Eldrup har besluttet af stoppe samarbejdet.

Dong Energy, som den danske stat ejer 76 procent af, kom i sidste uge i mediernes søgelys, efter forlydender om, at selskabet fråser unødvendigt med pengene, og derfor skal Rigsrevisionen nu se selskabet efter i sømmene.

LÆS OGSÅ Rigsrevisionen gransker Dong for frås

Selskabets økonomidirektør, Carsten Krogsgaard Thomsen, overtager midlertidigt ledelsen i Dong. Han siger, at han ikke er interesseret i at blive i posten.

»Jeg har gjort det klart, at jeg ikke selv er kandidat til den endelige stilling. Jeg har et godt job som økonomidirektør, men jeg tager selvfølgelig imod det nye job, når jeg nu er blevet bedt om det«, siger Carsten Krogsgaard Thomsen til Ritzau.

FACEBOOKBliv venner med Politiken

Pia Buhl Andersen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her