Jeg skammer mig«.
Så klar i mælet var Claus Meyer, da han søndag aften deltog i tv-udsendelsen ’Clement Søndag’ for at tale ud om de dårlige arbejdsforhold, som unge butiksekspedienter og bagerlærlinge i Meyers Bageri har fortalt om i Politiken.
»Vi har ikke haft styr på de administrative forhold ved et par af vores bagerelever. Og så har vi slet ikke håndteret et ønske fra nogle medarbejdere ordentligt. Det kan jeg kun beklage, og jeg har ikke noget at sige til mit forsvar«, indrømmede tv-kokken.
Meyer: Det blev der rettet op på 1. januar
Derfor undrer det flere ansatte, at Claus Meyer tilføjede, at der dog allerede for flere måneder siden blev rettet op på de kritisable forhold – forhold, som Politiken de seneste dage har fået bekræftet af 12 nuværende og tidligere ansatte.
»Alle mine medarbejdere har altid haft pauser. Der har været en ganske kort periode i de små bagerier, hvor nogle mener, de ikke har haft pauser. Det er der blevet rettet op på 1. januar«, sagde Claus Meyer søndag aften. Men det passer ikke, fortæller flere ansatte: »Nej, nej, nej, det passer ikke. Der kom en ny leder, men den eneste effekt af det var, at vi røg gevaldigt ned i timer. Ellers tror jeg ikke, at nogle af os har mærket noget positivt efter det«, siger en nuværende medarbejder, der ønsker at være anonym. Nægtet spisepause Administrerende direktør Tage Nielsen sagde ellers fredag til Politiken, at alle ansatte i Meyers Bagerier har skemalagte pauser. Men det er ifølge en anden nuværende medarbejder ikke korrekt. »Mentaliteten er ikke til at holde pauser. Der er ikke skemalagte pauser. Jeg har aldrig hørt om det«, siger hun. 26-årige Christina, der ikke ønsker sit efternavn i avisen, fortæller, hvordan hun blev nægtet en spisepause, lige inden hun sagde op for et par uger siden. »Jeg har overhovedet ikke mærket nogen forskel siden januar. Jeg fik stadig ingen pauser. Tværtimod. I februar havde jeg en oplevelse, hvor jeg ringede til chefen og bad om en spisepause. Der fik jeg at vide, at det kunne jeg simpelthen ikke få«, siger hun og tilføjer, at hun ikke måtte gå hjem, selv om hun blev syg bag disken i starten af marts.






























