Hvad kalder man det, når virksomheder betaler penge for at påvirke politikere?
Eller når en politisk organisation forsøger at udbrede retten til at bære våben eller begrænse adgangen til abort? Lobbyisme, vil mange måske mene, men den indflydelsesrige amerikanske organisation Alec har et andet forslag: folkeoplysning. Forskellen er mere end en strid om ord: I USA kan virksomheder trække deres udgifter til velgørenhed og folkeoplysning fra i skat, men ikke udgifter til lobbyisme. Desuden er lobbyister i mange stater underlagt strenge krav om åbenhed.




























