Skats aktionshold træder ind af døren midt i stegt flæsk og persillesovs til restaurantens mange gæster. Sammen med uniformerede politibetjente er de på razzia for at fange sort arbejde i feriebyen Marielyst på Falster. Og der er gevinst. Når hundredtusindvis af købelystne turister valfarter til Danmarks feriebyer følger den sorte arbejdskraft nemlig lige i hælene. Byerne får hver sommer mangedoblet indbyggertallet, og det kræver fra den ene dag til den anden et stort hold af ansatte på beværtninger og spisesteder. Sort arbejde udbredt Siden 2009 har Skat besøgt langt over 2.000 spisesteder, værtshuse og diskoteker i feriebyer, på festivaler og på kræmmermarkeder. Og konklusionen er, at sort arbejde er udbredt.
Det viser Politikens gennemgang af samtlige pressemeddelelser om razziaer, som Skat har sendt ud i sommermånederne i perioden 2009 til i dag. Hver eneste gang afslørede Skat sort arbejde eller fandt indikationer på, at der foregik skattesnyd. »Vi ser det i feriebyerne på Fyn. Og langs hele den jyske vestkyst og i havnebyerne tror jeg, billedet er det samme. Mange arbejdsgivere fristes her til at tage sort arbejde ind. Ingen tvivl om det«, siger Finn Fournaise, der er tovholder på Skats kontrolaktioner i Syddanmark.



























