Rundt om i Europa knokler mange på deres arbejdspladser. Men flere arbejder til en løn, de ikke kan leve af. Såkaldte arbejdende fattige.
I Danmark oplever vi nu også en lille stigning i antallet af arbejdende fattige. Det viser en rapport om den europæiske beskæftigelse og sociale udvikling, som EU-kommissionen har udgivet i sidste uge. Krisefænomen Rapporten viser, at i en tredjedel af de europæiske lande steg den såkaldte in-work poverty. Heriblandt Danmark, hvor risikoen for at havne i fattigdom (risk-of-poverty) steg fra 5 procent af den arbejdsdygtige befolkning i 2008 til 6,3 procent i 2011. En lille stigning. Men et krisefænomen og udtryk for den tilstand, Europa er i, siger professor ved Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet, Flemming Larsen: »Det er et krisefænomen. Working-poor-fænomenet er jo et reelt problem. Enten i form af meget usikre ansættelsesforhold og at lønningerne er presset så meget ned, at man faktisk ikke kan leve, selv om man er i beskæftigelse. Man skal dog huske, at det er regnet ud per husstand«, siger han.






























