Efter fire gyldne år med enorm fremgang i USA risikerer danske Vestas og resten af vindindustrien at blive sat helt i stå efter valget. Til nytår udløber det skattefradrag for vindmøller, som har ført til stor vækst i antallet af vindmøller i USA, og som betyder, at industrien i dag beskæftiger mindst 37.000 amerikanere. Står det til præsident Obama, skal fradraget forlænges, men det afviser hans udfordrer, Mitt Romney. Med udsigt til et omfattende olie- og naturgaseventyr, der kan gøre USA selvforsynende inden for få år, er begejstringen for vedvarende energi samtidig på retur. Som landmanden Lloyd Burt fra Ohio udtrykker det: »Grøn energi er en ren luftfrikadelle! En vindmølle koster 30.000 dollar at etablere, men vores elregning er på 125 dollar om måneden, så det kan aldrig betale sig, hvis ikke der bliver givet enorme statstilskud. Og hvorfor skal staten bruge penge på den slags i en tid med kæmpe underskud?« Olie- og naturgasproduktion vokser Lloyd Burt venter – som mange tusinde andre borgere – i stedet utålmodigt på, at et oliefirma skal hente naturgas op fra undergrunden under hans hus. Alene salget af rettighederne har allerede indbragt ham 300.000 kroner, og flere penge er på vej, når gassen begynder at flyde. Takket være nye metoder for at bore har USA øget produktionen af både olie og naturgas med op imod 20 pct. de sidste fire år, og eksperter anslår nu, at USA kan overtage Saudi-Arabiens position som verdens største olieproducent inden 2020.
LÆS OGSÅ Arbejdsløse fra Vestas får millioner fra EU
»Det er den største forandring af økonomien, siden opfindelsen af personlige computere øgede vores produktivitet i 1990’erne«, siger økonomen Peter Verleger til nyhedsbureauet AP.
Både private og det offentlige forventer at tjene styrtende på USA’s nye gas- og olieeventyr, og det kan betyde enden på en periode med stor vækst for vindkraft i USA. I en række delstater udgør vind nu ellers mere end 10 procent af den samlede energiforsyning. Det gælder blandt andet to store stater som Texas og Californien.
500 Vestas-fyringer i år
Selv om Obama ikke har formået at få vedtaget en samlet klimalov for USA, har en række stater indført egne mål om vedvarende energi. I Colorado, hvor Vestas har sine fabrikker, er målet at nå 30 procent vedvarende energi inden 2020. Det er mere ambitiøst end EU’s målsætning, der lyder på 20 procent i 2020.
Og selv om Vestas ikke blander sig i præsidentvalget, tror firmaets amerikanske kommunikationschef godt, at spørgsmålet om tilskud til vindkraft kan få mange vælgere i den vigtige svingstat Colorado til at stemme på Obama.
»Jeg tror bestemt, vores tilstedeværelse her i Colorado har betydning for, hvordan folk stemmer«, siger Susan Innis.
Vestas har cirka 1.600 ansatte i Colorado, men usikkerheden om økonomien har allerede ført til cirka 500 fyringer i år.
»Vores ansatte er selvsagt meget opmærksomme på det, og det påvirker selvfølgelig også deres familier og omgangskreds«, siger Susan Innis.






























