Langt hovedparten af den skatteyderbetalte fiskeristøtte havner i lommerne på en lille gruppe storfiskere. Det afslører en gennemgang af fiskeristøtten givet fra 2004 til 2010, som Politiken har fået aktindsigt i. I alt er der i perioden givet 379 millioner kroner i direkte offentlig støtte til fiskerne. Ud af Danmarks knap 1.400 støtteberettigede erhvervsfiskere har en gruppe på blot 20 store fiskere modtaget hele 57 procent af støtten, viser tallene.
Aktiver for op imod en milliard kroner
Adskillige af de største støttemodtagere har overskud i millionklassen og ejer i nogle tilfælde aktiver for op imod 1 milliard kroner.
På Christiansborg undrer man sig over, at den skatteyderbetalte fiskeristøtte i så høj grad går til lille en håndfuld velhavende fiskerikoncerner.
»Det lyder vanvittigt, at man kaster millioner af kroner i favnen på folk, der tjener rigtig godt«, siger Enhedslistens fødevareordfører, Per Clausen.
Liberal Alliances fødevareordfører, Mette Bock, vil have området undersøgt: »Det ser ud til at være et område, der kunne trænge til nærmere granskning«, siger hun.




























