I 1990’erne var Irland et skoleeksempel på, hvad EU kunne gøre for et land i udvikling: Takket være EU’s udviklingsfond, det fælles marked og indlemmelsen i den forestående fælles mønt satte Irland, ’den keltiske tiger’, nye standarder for vækst.
Efter en af historiens værste finanskriser ligger den irske model her 20 år senere i ruiner. Alligevel forsøger EU’s embedsfolk fra officielt hold at fremstille Irland som et eksempel til efterlevelse. Efter tre års sparepolitik er landet nemlig som det første af de lande, der har modtaget hjælpepakker, trådt ud af ordningen.



























