I stort omfang snyder danske firmaer sig selv og deres ansatte for barselsrefusion. Særligt kvinder i den fødedygtige alder kan blive ramt af virksomhedernes uvidenhed; de får ringere barselsvilkår, eller også bliver de aldrig ansat. »Det er en unødvendig sten på kvinders vej til ligestilling. Når virksomheder ikke kender til barselsudligningsfonden, vil de tro, at kvinder er dyrere at ansætte, end de reelt er. Det skaber en ubegrundet bekymring for at ansætte dem«, siger Nina Smith, økonomiprofessor med ekspertise i kønsforskelle på arbejdsmarkedet.
Kendskabet halter
100.000 firmaer betaler til den lovpligtige barselsfond Barsel.dk, men tal fra fonden viser, at 69.332 af dem ikke har søgt om barselsrefusion de seneste tre år.
Det er i tråd med en ny rapport, der viser, at hver tredje arbejdsgiver ikke ved, at de kan få refunderet udgifterne til løn under barsel i 29 uger.



























